OBS! Herunder afsløres lidt af handlingen i onsdagens afsnit af 'Paradise Hotel'.
Der er kommet et par babyer ud af 'Paradise Hotel' i tidernes løb.
Men det er alligevel aldrig sket før, at nogen har måtte forlade realityprogrammet midt i optagelserne for at bringe et barn til verden.
Det er dog lige præcis, hvad der sker i onsdagens afsnit af 'Paradise Hotel'.
»Det her bliver nemlig den allersidste aften …« annoncerer værten Rikke Gøransson og trækker som vanligt spændingen overfor de måbende deltagere, før hun tilføjer: »For mit vedkommende«.
»Jeg skal nemlig byde velkommen – til et lille menneske – og det kan jeg ikke gøre her,« siger hun og griner.
»Hvordan kan hun lave sådan en prank? Ej, hun fucker med os alle sammen lige der, det er for sindssygt sagt af Rikke,« siger deltageren Lucas Buchardt efterfølgende til kameraet.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Rikke Gøransson.
Både hun og hendes medvært Olivia Salo var gravide under optagelserne til den aktuelle sæson 'Paradise Hotel'.
Men kun Rikke Gøransson var altså langt nok henne i sin graviditet til at måtte forlade optagelserne før tid.
1. juli 2024 kunne 'Paradise Hotel'-værten så byde velkommen til datteren Rio, som er hendes første barn med sin forlovede Bruno C. Da Conceicao, der selv har et barn fra et tidligere forhold.