Familien fra Lærkevej har fået en ny tv-stjerne.

24-årige Yasmin Mahmoud, der er lillesøster til tv-værten Abdel Aziz Mahmoud og kendt fra familiens dokumentarserie 'Familien fra Lærkevej', er fra næste år aktuel i tv-serien 'Gidseltagningen', hvor hun har scoret ikke mindre end hovedrollen.

Yasmin Mahmoud, der for 11 år siden som teenager første gang fik erfaring med tv-mediet i TV2-serien 'Øen', spiller i Kanal 5's gidseldrama en dansk-muslim, der har været i krig med IS i Syrien.

Hun blev torsdag præsenteret på et pressemøde for serien i København, og det var en meget spændt voksenskuespiller-debutant, der tog imod med et stort smil.

Familen fra Lærkevej.
Familen fra Lærkevej. Foto: Nordisk Film
Vis mere

»Jeg fik rollen samme dag, som jeg fik mit diplom i socialpædagogik. Jeg var på vej til skolen og sad i bussen med min bror, da telefonen ringede, og så begyndte jeg bare at græde,« fortæller hun med et stort smil og understreger, at det var glædestårer.

For Yasmin Mahmoud er slet ikke skuespilleruddannet, men har i stedet uddannet sig som pædagog og troede i mange år, at det var den vej, hun skulle følge i sit voksenliv.

»Efter jeg som barn havde været med i 'Øen', har jeg lavet lidt musical og teater hjemme i kommunen, hvor jeg bor, men jeg troede aldrig, jeg kunne komme til at leve af det. Jeg færdiggjorde gymnasiet og tænkte, skuespil ville være noget, jeg lavede lidt ved siden af, men nu bliver skuespil måske min førsteprioritet.«

'Gidseltagningen', der er anden sæson af Kanal 5's dramasatsning, foregår i denne omgang om bord på en færge imellem Sverige og Danmark, hvor et hold terrorister skaber kaos.

Yasmin Mahmoud. Pressemøde i forbindelsen med tv-serien 'Gidseltagningen', 2. sæson.
Yasmin Mahmoud. Pressemøde i forbindelsen med tv-serien 'Gidseltagningen', 2. sæson. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

For Yasmin Mahmoud var det en vild oplevelse at skulle spille på åbent hav med et stort hold af kendte skuespillere som Søren Pilmark, Johannes Lassen og den svenske Hollywood-stjerne Ola Rapace.

»De andre er jo sindssygt dygtige, og jeg, der lige var uddannet pædagog, brugte rigtig meget energi på at være klar under optagelserne. Jeg følte, jeg skulle give den ekstra meget gas. Og det var bare så fedt,« griner hun.

»Det, jeg elsker ved at spille skuespil, er sammenholdet. Og at man kan lege, at man er en anden. Jeg har fået en masse erfaring med den her serie og også fulgt med i, hvordan tingene bliver lavet bag kameraet, så det har været en kæmpe oplevelse.«

Ved siden af sit nye liv som skuespiller arbejder Yasmin Mahmoud fortsat i en ungdomsklub som pædagog, og de har været søde til at give hende fri, når hun skulle på optagelse.

Ali Sivandi og Helle Fargralid og Esben Dalgaard og Johannes Lassen og Søren Pilmark og Yasmin Mahmoud og Ola Rapace. Pressemøde i forbindelsen med tv-serien 'Gidseltagningen', 2. sæson.
Ali Sivandi og Helle Fargralid og Esben Dalgaard og Johannes Lassen og Søren Pilmark og Yasmin Mahmoud og Ola Rapace. Pressemøde i forbindelsen med tv-serien 'Gidseltagningen', 2. sæson. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Så har jeg kunnet være pædagog og skuespiller på én gang. På grund af den nye lov om, at der skal gå seks år, før man kan tage en ny uddannelse, kan jeg ikke begynde på en skuespillerskole lige foreløbig, men jeg har tænkt mig at tage nogle kurser. Så ender jeg forhåbentlig i Hollywood.«

Og opbakningen fra hjemmefronten er der styr på.

Hun fortæller, at hendes storebror Abdel Aziz Mahmoud i starten troede, at hun bare havde fået en lille rolle som en karakters lillesøster, så da det gik op for ham, at hun altså havde hovedrollen, blev han meget stolt, fortæller hun.

»De er alle sammen meget stolte.«

'Gidseltagningen 2' har premiere på Kanal 5 til foråret.