Tirsdag aften rullede sæsonens sidste Kurs mod fjerne kyster-afsnit hen over danskernes fjernsynsskærme, men fans af programserien behøver ikke frygte for ikke at skulle se mere til sejlerfamilien: Optagelserne til fjerde sæson er nemlig allerede i gang.

Siden midten af marts har Mikkel Beha Erichsen sejlet rundt i det indonesiske øhav med sin familie, skriver TV 2.

Her skal de blandt andet forbi øerne Flores, Komodo, Bali og Borneo i løbet af sæsonens første fire afsnit. Særligt sidstnævnte ø, glæder Mikkel Beha Erichsen sig til at besøge.

»Vi skal op ad nogle floder i Borneo, hvor der ikke kommer mange mennesker. Og så skal vi også besøge nogle orangutanger på den ø,« siger han.

Ud over orangutanger er det også planlagt, at familien skal se komodovaraner og andre særlige dyr, der lever i Indonesien.

Det er imidlertid ikke kun specielle dyrearters selskab, som Mikkel Beha Erichsen glæder sig til at nyde under sin færden til søs.

I løbet af den nu netop afrundede tredje sæson, har familiens ældste sønner, Theis og Emil, rejst uden hverken far, mor eller lillebror langt det meste af tiden. Det kommer dog ikke til at være tilfældet i den kommende sæson, hvor familien endnu en gang vil være samlet.

Når familiens ophold i Indonesien er ovre, er planen at sejle til Singapore og herefter hjem til Danmark.