Filmanmeldelse: ’Jeg, Daniel Blake’ - 5 ud af 6 stjerner
Man skal være rask og stærk for ikke at dø i sygedagpenge-systemet.
Den 80-årige britiske samfundskritiske instruktør Ken Loach er tilbage med et lille mesterværk, som også velfortjent vandt Guldpalmen ved årets filmfestival i Cannes.
Vi møder Daniel Blake, da han efter et hjerteanfald sidder over for en sundhedsmedarbejder fra kommunen i hjembyen Newcastle i England og skal svare på mange dumme spørgsmål, efter han allerede har udfyldt et 52 siders spørgeskema, for han skal nemlig sygdomsvurderes.
Selvom hans egen læge og fysioterapeuter har fastslået, at han endnu ikke er klar til at vende tilbage til jobbet som tømrer, mener systemet altså noget andet, og han får afslag på sygedagpenge og skal derfor begive sig ind i junglen af statens regler, bureaukrati, skrankepaver, vurderinger, sanktioner og uforstående, men ’velmenende’ socialrådgivere og kommunalt ansatte.
Daniel (spillet suverænt af komikeren Dave Johns) har arbejdet og betalt sin skat hele livet, selv i de senere svære år, hvor han passede sin syge hustru Molly, indtil hun gik bort. Han bor i et typisk engelsk socialt boligbyggeri og opdrager lidt på den unge nabofyr China.
Daniel er et venligt væsen, som giver alle en chance, hvis blot de viser ham respekt. Derfor reagerer han også, da han på socialforvaltningen oplever, hvordan Katie (rørende spillet af Hayley Squires), en ung enlig mor til to, bliver behandlet. Hun er tilflytter efter to år på herberg i London og har svært ved at få enderne til at hænge sammen og står nu over for sanktioner og mindre i ydelse. Der opstår et varmt venskab mellem de to, og han er god for børnene, men fik aldrig sine egne, da hustruens sind var vildt som havet med alt for mange op- og nedture.
Man bliver så arrig og fortvivlet
Vi oplever et latterligt cv-kursus, ufrugtbar jobsøgning, følelsen af sult, den lange kø foran fødevarebanken, og hvordan systemet bliver mere og mere indviklet. Hvor meget der kræves af syge og dårligt stillede mennesker. Ja, staten slår næsten en ihjel - ren Kafka. Men også, at der stadig findes enkelte empatiske og forstående mennesker.
Ken Loachs hjerteskærende fortælling får én til skiftevis at blive varm i kroppen af arrigskab, fortvivlelse og brændende medfølelse. Han kan om nogen vise - med realisme og humor, hvor absurd systemet møder sine borgere, og at menneskets eneste reelle ønske er at blive mødt med respekt.
I tiden med kommunale ressourceforløb her i Danmark så jeg helt symbolsk, da jeg gik fra biografen, en ung mand sidde ved Vesterport station i København med at skilt, hvor der stod: Søger arbejde - et hvilket som helst arbejde - hjælp mig!
5 ud af 6 stjerner
'Jeg, Daniel Blake', England, 2016.
Drama. Instruktør: Ken Loach.
Premiere over hele landet.
Se trailer: