Filmanmeldelse: ’Sausage Party’ - 4 ud af 6 stjerner

’Det regner med frikadeller’, ’Kæledyrenes hemmelige liv’ og nu talende fødevarer, hvad bliver mon det næste, tænker man i første omgang, men hold da fest, hvor overrasker sidstnævnte positivt.

For ’Sausage Party’ er en langt ude, underfundig, grov, vulgær og smagløs, men ret så underholdende voksen tegnefilm. Skrevet og lavet af vennerne Seth Rogen, Evan Goldberg og Jonah Hill (’Superbad’, ’Pineapple Express’ og ’The Interview’), og må klart været udtænkt på et syretrip eller i en stor hashkoger.

Pølsen Frank og pølsebrødet Brenda er kærester, og selvom de ligger i hver sin pakke, har parret store planer for, hvad de fysisk skal sammen, når først de bliver valgt. Foto: UIP
Pølsen Frank og pølsebrødet Brenda er kærester, og selvom de ligger i hver sin pakke, har parret store planer for, hvad de fysisk skal sammen, når først de bliver valgt. Foto: UIP
Vis mere

Handlingen foregår i det store supermarked Shop Wells, hvor alle fødevarerne bare venter på at blive valgt af guderne (menneskene) og hver morgen vågner de med fællessang om at blive udvalgt til friheden og livet udenfor. Pølsen Frank og pølsebrødet Brenda er kærester, og selvom de ligger i hver sin pakke, har parret store planer for, hvad de fysisk skal sammen, når først de bliver valgt.

Parodi på de moderne animationsfilm
Men blandt alle fødevarerne er også de udødelige - dem uden udløbsdato - og de har en viden, nemlig at historien om det forjættede udenfor er løgn, for alle ender jo med at blive myrdet og spist.

Trekløveret bag filmen har formået at lave en meget morsom parodi på de moderne animationsfilm, hvor de nådesløst tager fat i emner som religion, konflikten i Mellemøsten, (kosher- og halal-varerne skændes dagen lang) seksualitet, kampen mellem det gode og onde og dét at være anderledes. Hvor det hele så kulminerer i en massakre og ét stort madorgie af sex.

James Franco lægger stemme til Druggie - taber-manden der indtager det farlige rusmiddel, badesalt og pludselig kan høre fødevarerne tale. Foto: UIP
James Franco lægger stemme til Druggie - taber-manden der indtager det farlige rusmiddel, badesalt og pludselig kan høre fødevarerne tale. Foto: UIP
Vis mere

Udover at Seth Rogen og Jonah Hill selv lægger stemmer til, har de fået alle vennerne med på ’trippet’ om de skøre madvarer: Edward Norton er Sammy Bagel Jr. (en ren Woody Allen-parodi), Salma Hayek giver den som den sexede skabslesbiske, Teresa del Taco, James Franco er Druggie, taber-manden der indtager det farlige rusmiddel, badesalt og pludselig kan høre og tale med maden - samt Kristen Wiig og Paul Rudd.

Ligesom Woody Allen-parodien, kommer både Meat Loaf og Stephen Hawking under kærlig behandling. Og jeg tror lidt, at holdet har villet overgå Quentin Tarantino i brugen af ordet FUCK.

Jeg grinede højt ad de platte, men rammende vittigheder og følte mig meget underholdt af denne ’forbudt for børn’-tegnefilm (aldersgrænsen er 15 år), så fire store pølser med brød herfra.

4 ud af 6 stjerner
’Sausage Party’, animation, USA, 2016.
Instuktører: Greg Tiernan og Conrad Vernon.
Idé og manuskript: Seth Rogen, Evan Goldberg og Jonah Hill.
Premiere over hele landet.


Se trailer: