Da jeg som 14-15-årig første gang så Ridley Scotts mesterværk ’Blade Runner’ (dengang tog det op mod et år før film nåede provinsen) slog den mig fuldstændig bagover. Indtil da havde jeg kun set Sci-Fi-udstyrsstykker som ’Nærkontakt af tredje grad’ og ’Star Wars’, der begge har det ydre rum som omdrejningspunkt.
Her var så en fremtidsfilm, der foregik i Los Angeles i 2019, som man kunne forholde sig til, og hvor omgivelser og teknologisk udvikling virkede troværdige.
Her 33 år senere er instruktørens ’The Final Cut’-version fra 2007 nyrestaureret digitalt og vises i fire udvalgte biografer landet over.
I denne version har Ridley Scott fjernet Harrison Fords Voice-over/fortællende stemme og ændret slutningen, så den fremstår knap så lykkelig, som filmselskabet krævede det i 1982.
Vi følger stadig den erfarne betjent og Blade Runner Rick Deckards jagt på fire flygtede replikanter. Replikanter er menneskelige robotter, som kun kan identificeres via en speciel ’Voight-Kampff’-test.
Med eller uden nostalgi
Deckard forelsker sig stadig i gudesmukke Rachael (Sean Young). Pris (Daryl Hannah) er stadig smidig og hurtig og Rutger Hauer stadig brillant som leder-skurken Roy med sine lysende blå øjne.
Voight-Kampff-testen og alt computerudstyr i filmen er forlængst overhalet af den reelle udvikling, så de i dag virker antikvariske, men dog stadig æstetiske som resten, og Vangelis’ musik er stadig dyster og drømmende.
Filmen er stadig kult og holder maks - med eller uden nostalgi - også selvom jeg dagen forinden havde set actionbraget ’Avengers: Age of Ultron’ i 3D.
Nyd den nu på det store lærred, så længe det er muligt.
5 stjerner
'Blade Runner', USA, 1982.
Instruktør: Ridley Scott.
Manuskript: Baseret på Philip K. Dicks roman
'Drømmer androider om elektriske får?' fra 1968.
Premiere i udvalgte biografer landet over.
(Nordisk film biografer i Aalborg, Aarhus og Odense og Imperial i København)
Se trailer:
