»Vi er ganske enkelt rystede. Vi er blevet anmelderrost og så vidt, jeg ved, har vi også gode streaming-tal. Jeg vidste slet ikke, at seertallene var så vigtige«.

Sådan lyder reaktionen fra skuespilleren Ditte Hansen efter at DR tidligere i dag besluttede at lukke satire-serien »Ditte og Louise«. Selvom en tredje sæson allerede er konceptualiseret, kommer den altså ikke på skærmen. Begrundelsen er, at serien ikke har klaret sig godt nok blandt seerne.

»Ditte og Louise« begyndte på DR1 i 2015, hvor serien blev programsat fredag aften. Dens skildring af to skuespillerinde i 40erne blev fra begyndelsen rost af anmelderne, der også var vilde med den seneste sæson.

For nyligt nævnte Berlingskes anmeldere »Ditte og Louise« blandt årets ti bedste tv-serier og roste den for at være en »vital og vidunderlig fornyelse af»Klovn«s pseudo-realistiske komedieskabelon«.

Meldingen om at serien lukker, bliver mødt med overraskelse på Facebook.



Jyllands-Postens filmanmelder, Nanna Frank Rasmussen skriver.

»Neeeeej! Det er da så idiotisk. Man poster penge i »Bedrag« og i »1864«, men når der så endelig bliver præsenteret noget skarpt, origi-genialt, nytænkende satire, så bliver det lagt ned. »Ditte og Louise« har været en gave til DR og os, der bruger kanalen«.

Instruktøren Charlotte Sachs Bostrups reaktion er også negativ.

»Fanme nedslående og røv elendig beslutning fra DR's side. Men det betaler sig at protestere. Lav en FB gruppe, der kræver mere Ditte og Louise og lad os samle underskrifter!«



Ditte Hansen understreger dog, at »Ditte og Louise« vil fortsætte. Hvis ikke hos DR, så i et andet regi:

»Det har været så spændende at indtage landet som kvindelige komikere. Jeg føler, at vi har frisat kvinden over 40 år og mange har fortalt os, at de følte sig spejlet og genkendt,« siger Ditte Hansen, der understreger, at komikerduoen er blevet kontaktet af flere producenter, der har haft lyst til at lege med »Ditte og Louise«.

»Det slutter ikke her. Der er så meget energi i det her projekt, at det skal ikke stoppe«.

DR1s kanalchef Pil Gundelach Brandstrup fortæller, at Ditte og Louise havde omkring 300.000 førstegangsvisninger - altså hvor mange der så programmet, første gang det blev vist på DR1.

»Det handler om, at når vi sender drama på DR1, så gør vi det for at samle befolkningen. Og det har desværre vist sig, at det kunne Ditte og Louise ikke. Og det er ærgerligt, for jeg synes, at serien er god,« siger hun.

Mange mener jo at den har nedbrudt en del fordomme omkring kvinder. Gør det ikke indtryk?

»Det er jo fantastisk. Men når vi poster penge i sådan en serie, så skal den samle befolkningen. Det er ikke helt billigt.«