I syv år fungerede klubben som dem, der udviklede nogle af de største danske talenter inden for Counter Strike.
Nu har det danske e-sportsselskab Copenhagen Flames indgivet en konkursbegæring. Alt personale er samtidigt blevet opsagt
Det skriver stifteren og administrerende direktør i Copenhagen Flames, Steffen Thomsen, på klubbens hjemmeside.
»Det er ingen hemmelighed, at e-sportsklubber kæmper med økonomien, og især de seneste seks-ni måneder har været helt forfærdelige for os i forhold til at sikre partnerskaber af enhver art,« skriver Steffen Thomsen blandt andet i udmeldingen.
For blot to uger siden meldte Copenhagen Flames ud i et forsøg på at redde sig, at de søgte en investering på fem millioner kroner for at »styrke klubbens økonomiske grundlag og igangsætte en række initiativer for at sikre lønsikkerhed i 2024 og fremover.« Denne indsats, sammen med andre forsøg på at finde investorer og partnere, mislykkedes i sidste ende for Copenhagen Flames.
I gennem de syv års eksistens har Counter Strike-holdet Copenhagen Flames stået bag udviklingen af en del danske talenter.
Flere er nået til e-sportens top efterfølgende, hvor man kan nævne topspillere i Counter Strike som René 'TeSeS' Madsen, Rasmus 'HooXi' Nielsen og Jakob 'jabbi' Nygaard, der alle fik deres gennembrud i Copenhagen Flames.
»Jeg er enormt stolt af, hvad vi har opnået i løbet af de sidste syv år uden nogensinde at gå på kompromis med vores værdier, vores mission eller vores samvittighed. Vi ledte aldrig efter genveje eller de hurtige penge. Vi har behandlet alle med respekt, ærlighed og gennemsigtighed,« skriver Steffen Thomsen.