Klimavenlige juletræer, som skulle leve videre efter juleaften.

Det var missionen for virksomheden 100% Øko, men efter en reel shitstorm kort før jul er firmaet nu gået konkurs.

Det skriver DR, som gennem 'Detektor' har afdækket virksomhedens deroute intenst det seneste halve år.

Mediet kunne i februar berette, hvordan 100% Øko før jul lovede at levere, afhente og genplante tusindvis af klimavenlige juletræer, men også hvordan flere kunder rasede, fordi nogle træer aldrig blev leveret, afhentet igen og genplantet i naturen som lovet.

'Detektor' har snakket med Kristoffer Sparre, som er tidligere salgschef i 100% Øko.

Ifølge ham skyldes konkursen blandt andet, at den ikke kunne følge med efterspørgslen, men at virksomhedens ejer, Anibal Damiao, nægtede at stoppe for salget, selv om antallet af utilfredse kunder steg.

»Han mente, at vi skulle blive ved med at sælge, og det er jo hans virksomhed og hans beslutning,« siger Kristoffer Sparre.

'Detektor' har tidligere talt med flere medarbejdere fra virksomheden, som påstår, at de ikke har fået udbetalt løn. Dette bekræfter Kristoffer Sparre, som mener at vide, at der er tale om 'minimum ti personer inklusiv ham selv'.

Det er virksomheden Cargo3 IVS, der står bag 100% Øko.

Virksomheden, der har Anibal Damiao registreret som direktør samt som den reelle og legale ejer, blev erklæret konkurs ved Sø- og Handelsretten i sidste uge.

I retsdokumenterne står der ifølge DR, at konkursbegæringen vedrører 'manglende betaling af feriepenge og løn for nogle måneder i 2018 samt nogle perioder i 2019'.

Anibal Damiao har afvist at medvirke i et interview med 'Detektor', men påstår i en kort telefonsamtale, at alle juletræerne blev genplantet.