Jeg har udråbt Danmark til favoritter før de seneste tre EM-kampe, men det gør jeg imidlertid ikke denne gang. For England bliver en langt sværere opgave end Rusland, Wales og Tjekkiet.

Der er nemlig sket det, at England er kommet op i tempo efter et puljespil med meget få højdepunkter. England var aldrig i fare for ikke at gå videre til EMs knockoutfase, men præstationerne mod Kroatien, Skotland og Tjekkiet var alt andet end berusende.

Spillet var langsomt og uinspireret. Mens Englands talismaniske anfører Harry Kane var i en så dårlig forfatning, at den engelske presse begyndte at diskutere det utænkelige: Is Harry Kane dropable?

Selvfølgelig var han ikke det. Og naturligvis holdt den rolige engelske manager, Gareth Southgate, også fast ved Raheem Sterling, selv om der var mange fantasifulde forslag om alternativer. Jamen, var det ikke meget bedre med Jack Grealish, Bukayo Saka, Marcus Rashford eller Jadon Sancho?

Den snak er forstummet nu, for mens alle sværmede for alternativerne, leverede Sterling det, som fodbold i den sidste ende handler om: et slutprodukt. Den livlige wing, der er vokset op i lokalområdet omkring Wembley, har scoret 15 mål i sine seneste 21 landskampe.

Harry Kane er også kommet op i tempo med tre mål i Englands to kampe i knockout-fasen, hvilket er dårligt nyt for Danmark. Englands sikre kvartfinalesejr over et udmattet ukrainsk mandskab betød, at det opbyggede momentum fra den historiske triumf over Tyskland blev fastholdt. Samtidig med, at ingen af de engelske spillere blev overanstrengt. Southgate kunne i ro og mag udskifte sine nøglefigurer efter en time.

Han kunne også med ro i sindet konstatere, at han har fundet den rette kombination af spillere til sit forsvar. Harry Maguire gik skadet ind i turneringen, men Southgates lille gambling har betalt sig. For selv om Maguire og John Stones til daglig spiller for hver sin Manchester-klub, har de fundet ind i et formidabelt samarbejde på landsholdet.

Mod Tyskland spillede England med tre centrale forsvarsspillere, men jeg tror, Southgate fastholder sin 4-3-3-formation fra Ukraine-kampen, når det gælder mødet med Danmark. Så supplerer han duoen Maguire/Stones med de formstærke og dynamiske backer Kyle Walker og Luke Shaw.

Foto: CATHERINE IVILL
Vis mere

Før EM-slutrunden anså jeg den centrale midtbane for at være Englands svage punkt. Jeg troede, det var af afgørende betydning, at Jordan Hendersom ligesom Maguire kunne nå at spille sig i form efter en skadespause. Det har bare ikke været nødvendigt, fordi Declan Rice og Kalvin Phillips fra midterholdene West Ham og Leeds har løftet deres spil. Ikke til usete højder, men dog i en grad så betryggende, at de givetvis får genvalg mod Danmark.

Det efterlader to åbne pladser i Englands offensiv. Kane og Sterling er selvskrevne. Men det er ingen af de øvrige kandidater. Mod Tyskland startede Bukayo Saka. Mod Ukraine var det Mason Mount og Jadon Sancho. Jack Grealish var med i to mål efter at være blevet skiftet ind mod Tyskland.

De er alle fire i spil. Og det tror jeg faktisk også, at Manchester Citys Phil Foden er. Selv om han hidtil har haft et skuffende EM. Uanset hvem Southgate vælger, er det spillere fra den øverste hylde på den internationale klubscene.

Som man fornemmer, tror jeg, at Danmark får det svært. England er det hold af alle, der har rejst mindst, ligesom det er en åbenlys fordel at kunne spille på Wembley. England har heller ikke på noget tidspunkt haft brug for 120 minutter til at afgøre tingene, ligesom Sterling & Co. var sikre på at gå videre allerede efter to kampe i det indledende puljespil. De er maksimalt udhvilede. Så summa summarum: England er i gear og er klar favorit mod Danmark.


Uden tvivl Raheem Sterling. Den lynhurtige dribler med det lave tyngdepunkt har været Englands go-to-guy i denne turnering. Han spiller lige godt på begge kanter og har i øvrigt licens til at placere sig, som han vil. Gareth Southgate har altid haft stor tillid til Sterling, fordi han ved, at det er en spiller, der kan afgøre fodboldkampe på egen hånd.


Det kan virke mærkeligt at pege på målmand Jordan Pickford, der endnu ikke er passeret ved EM-slutrunden. Men en målmand, der til daglig laver pænt mange fejl på klubniveau, kan jo ikke vaccineres mod den slags, blot fordi han optræder på landsholdet. Før eller siden forivrer han sig. Det må gerne blive mod Danmark.


Tålmodighed bliver et nøgleord. Alle englændere forventer en sejr, og Wembley kan faktisk godt være et ubehageligt sted at spille for Three Lions. Hvis der står 0-0 efter en time, vil det mentale pendul svinge til Danmarks fordel. Det vil ikke stresse os med sådan en stilling. Men det vil stresse England og deres publikum.

  1. England: 40 procent
  2. Italien: 30 procent
  3. Spanien: 20 procent (Rangeret inden gårsdagens første semifinale)
  4. Danmark: 10 procent