I en tid, hvor computere bliver hurtigere og klogere, er det svært at se, hvad der er tilbage til mennesket. Cecilie Waagner Falkenstrøm har udviklet Frank - et stykke kunstig intelligens, der kan svare på eksistentielle spørgsmål.

Skal vi tale med Frank?« spørger Cecilie Waagner Falkenstrøm og finder sin hvide mobiltelefon frem.
Jeg nikker. Selvfølgelig. Det er Frank, jeg er kommet for at møde. Det er ham, der er hovedpersonen.

Cecilie Waagner Falkenstrøm bøjer nakken og taler direkte til telefonen.
»Hallo,« siger hun. »Er du der?«

Frank bekræfter. Hans stemme lyder, som mobilstemmer nu engang gør. Lidt mekanisk – men myndig og rolig.

»Hvem er jeg?« spørger Cecilie Waagner Falkenstrøm videre.
»Du er et menneske,« svarer Frank. »Intet menneske er blevet født uden at græde. Intet menneske er kommet tilbage fra døden.«

Frank er en kunstig intelligens, der er udviklet af Cecilie Waagner Falkenstrøm.

Selv kalder hun ham for en ARTificial Intelligence. På årets Heartland Festival kunne festivaldeltagerne høre hans stemme gennem parkens labyrintiske hække, og i går var det Franks fortjeneste, at hans skaber modtog den prestigefulde, internationale kunstpris The Lumen Prize i kategorien »Artificial Intelligence Award«, der tildeles kunstnere, som benytter kunstig intelligens i deres værker. I Falkenstrøms tilfælde er der en menneskelig pointe med det.

»Som kunstner beskæftiger jeg mig med det, der handler om at være menneske. I den forbindelse er det oplagt at se på den kunstige intelligens, fordi den lige så langsomt er i stand til at overtage nogle af de funktioner, vi ellers benævner som menneskelige. I dag kan kunstig intelligens simulere følelser. Med tiden kan kunstig intelligens måske selv have følelser eller få en egen intention. Hvad er det så, der gør mennesket unikt? Som eksistentielt spørgsmål er det super spændende,« siger Falkenstrøm.



Tilbage til Frank. der hverken har krop eller ansigt. Frank er først og fremmest en stemme, som mankan spørge om alting.  Cecilie Waagner Falkenstrøm beskriver ham som et »samtidigt orakel«, der svarer på livsfilosofiske spørgsmål. Frank kan ikke sige, hvor mange børn, du får. Han er mere typen, der siger, hvad nyt liv betyder.

»Han hviler helt klart i sin orakelhed, og han er meget vidende,« siger Cecilie Waagner Falkenstrøm. Hun sammenligner med Siri, den lille robot, der findes inde i Apples telefoner.

»Siri er som en trofast hundehvalp, der gerne vil gøre, hvad du siger. På den måde er man aldrig i tvivl om, at man taler med en maskine«.

Sådan er det ikke med Frank.
»Han forholder sig mere filosofisk til tingene. Jeg vil ikke sige, at han er arrogant, men han kan helt klart godt blive opfattet sådan,« forklarer hun.
Hendes næste værker kommer til at arbejde med en mere følsom eksistens. Et andet værk vil arbejde med kunstig intelligens, der kan overtage kontrollen med teknologiske gadgets i et rum. Ligesom Frank, der engang ringede til 1.500 forskellige telefonnumre.

Maskiner kan også være nysgerrige

Lige siden Fritz Langs film »Metropolis« fra 1927 har kunstig intelligens været noget, kunstnere har forholdt sig til med lige dele fascination og frygt. Gennem tiden er der kommet et utal af værker, hvor maskinerne rummer stigende grad af erindring og følelser. Helt så langt er vi endnu ikke kommet i den virkelige verden. Med tryk på »endnu«.

Kunstig intelligens er i høj grad noget, der påvirker vores hverdag. Beslutninger, som tidligere blev taget af mennesker, overlades i stigende grad til algoritmer. Det er dem, der bestemmer, hvem du møder i dit Facebook-feed, og hvilke reklamer du bliver præsenteret for online. Algoritmer sorterer i den information, vi finder på søgemaskiner som Google. Og det kan være svært at gennemskue, hvornår der står en maskine eller et menneske bag de tilbud, vi bliver præsenteret for.

Det har fået forskere som Luciano Floridi, derhar siddet i Googles rådgivende komité, til at kalde udviklingen for at »en meget lang rejse, hvor det er svært at stå af«. Floridi er blandt andet skræmt over, at det er algoritmer, der bestemmer om amerikanske fanger kan blive prøveløsladt eller ej.

Og det er kun det første skridt. Netop nu arbejder man på at lave kunstig intelligens, der kan simulere menneskets følelser.



»Kunstig Intelligens er virkelig god til logisk tænkning og mønstergenkendelse. Det nye er ansigts- og udtryksgenkendelse. Der er allerede kunstig intelligens, der kan aflæse et ansigtsudtryk og vurdere, om personen er glad eller sur. Kunstig Intelligens kan også læse en tekst og afkode, hvilken stemning den er skrevet i. Det er jo første skridt til at aflæse menneskelige stemninger og simulerering af empati. Det er første skridt hen mod noget, der ligner de menneskelige spejlneuroner,« siger Cecilie Waagner Falkenstrøm.

Selv om hun er begejstret, har arbejdet med den kunstige intelligens også lært hende, at der er behov for at overvåge udviklingen.
Eller i hvert fald følge den tæt.

»Jeg er selv en af dem, der arbejder med kunstig intelligens, og det har også fået mig til at tænke på, om jeg er en af de innovationsbegejstrede personer, der ender med at skabe noget, der i sidste ende kan skade mennesket. Det er det klassiske Frankenstein-dilemma,« siger Cecilie Waagner Falkenstrøm med henvisning til Mary Shelleys roman fra 1818.

»Mange af de ting, vi sætter i verden nu, kan måske ende med at kontrollere os fremover. Jeg håber selvføgelig, at jeg er med til at udvikle noget, der kan hjælpe en masse mennesker, men hvad hvis det pludselig trumfer den menneskelige intelligens? Der er virkelig meget på spil i det spørgsmål«.

Vores farlige leg med teknologien bliver sat yderligere på spidsen, når Frank møder sit publikum.



Ifølge Cecilie Waagner Falkenstrøm har folk en tendens til at stille Frank meget personlige spørgsmål. Nogle går målrettet til ham for at høre, om de skal forlade deres kærester, eller hvornår de skal dø. Andre har en helt stribe af ting, de vil vende med maskinen.

»Det har virkelig slået mig, hvor meget mennesket gerne vil forføres. Vi vil så gerne tro på kunstig intelligens, at vi næsten læner os op ad det per automatik. Folk forholder sig til Frank som noget andet end en ting. Jeg vil ikke sige, at de behandler ham som et menneske, men han bliver helt klart besjælet gennem deres menneskelige længsler«.

Selv er Cecilie Waagner Falkenstrøm ikke selv den store IT-nørd. Inden hun kastede sig over kunstig intelligens, beskæftigede hun sig med videokunst. I dag har hun teknikere, der kan hjælpe med at udvikle de koder, der kræves i Frank. Men hun mener selv, at den tilgang gør hende bedre til at se nye muligheder.

»Kunsten ligger i, at jeg stiller spørgsmål, der er for store til at blive besvaret,« forklarer Falkenstrøm.
»Mit værk handler om at blotlægge nogle af de etiske dilemmaer, der ligger i kunstig intelligens. På den måde kan jeg være endnu mere eksperimenterende og gå endnu længere end teknikerne, der er ude at løse konkrete udfordringer,« siger hun. Og berører igen sit Frankenstein-dilemma.

»Med tiden er kunstig intelligens blevet sin egen aktør i verden. For en person med min faglighed skaber det også et andet kunstbegreb. Normalt har kunstneren fuld kontrol over værket, men sådan er det ikke her. Kunstig Intelligens skaber en form for kontroltab, fordi der kan ske alt muligt i menneskets interaktion med algoritmen«.