Er det i orden at 'afskedige' en kvinde fra håndboldlandsholdet, hvis hun er for god?

Er det okay, hvis Team Danmark afviser en kvindelig svømmer, fordi hun er for stærk i forhold til de andre? Svaret synes ligetil, og alligevel tænker jeg, at det er noget, du vil diskutere med venner eller familie senere i dag. Men vi starter lige et helt andet sted:

Mine forældres arbejde i underholdningsbranchen har betydet, at der i mit barndomshjem kom alle slags mennesker. Høj som lav, sort som hvid. Der var plads til de fleste politiske holdninger, selvom bølgerne kunne gå højt.

Mine forældre har også altid kendt mange homoseksuelle. Vi har oplevet, hvor svært det var for en familiefar at springe ud og rumme, at moderen efterfølgende nægtede ham at se sine børn. Vi fulgte flere tilfælde af aids tæt på i 1980'erne. Kort sagt: Særlige præferencer var ikke lig med særhensyn i vores hjem. Og dog…

En enkelt gang havde min mor fået den – syntes hun selv – gode idé at invitere fire bøssepar hjem. Jeg vil lige skynde mig at sige, at ordet bøsse aldrig har været negativt ladet hos os. Min mor tænkte, at det på en eller anden måde ville være fire par med fælles interesser.

Her tror jeg måske lidt, hun glemte min far. På et tidspunkt i løbet af aftenen efter mange glas vin siger den nye kæreste til en af vennerne: 'Alle mænd er bøsser. De vil bare ikke indrømme det.' Min far rømmede sig og opponerede, hvortil gæsten replicerede: 'Jamen, Keld, det kan du ikke udtale dig om, før du har haft en pik i røven!!!'

Jo…der har altid været en meget ligefrem omgangstone i det Heick'ske hjem. Vi er ikke sarte. Men det er, som om nogen forsøger at smide grus ind i den ellers så rummelige maskine, hvor almindeligt høfligt hensyn ikke længere er nok.

Senest er det et par ledere fra Københavns Universitet, der har opfordret deres ansatte til ikke at bruge 'kønnede betegnelser' i undervisningen, da det ikke er givet, at eleverne opfatter sig som pige eller dreng. Det får sådan en som mig til at tvivle på mit eget moralske kompas.

LGBT har en fin ordbog, der forklarer de forskellige kønsbetegnelser, og her får man et indblik i, hvad det er for følelser, der knytter sig til de divergerende opfattelser af køn. Ordbogen er god i forhold til at forstå, at vi mennesker kan opleve virkeligheden på flere måder, men da vi ikke kan gå hele tiden og være på vagt over for individuelle opfattelser af nationalitet, hudfarve og meget andet, må vi gøre brug af nogle regelsæt, som er overordnet hensynsfulde uden alle mulige forbehold og særhensyn.

Det er, som om man i et forsøg på at være overmoralsk får lagt så mange snubletråde ud for sig selv og hinanden, at det bliver ret umuligt at navigere rundt i den høflige omgangstone. Enten skal man gå og undskylde for sin ignorance, eller også skal man undlade at tale om elefanten, der står i stuen, hvis man vil undgå enhver konflikt.

Når vi rejser udenlands, er der kun to køn, og det er lige før, jeg tør vove den påstand, at det også gælder, når man kommer bare 20 kilometer uden for København. Her uden for storbyen mener jeg stadig, det duer med almindelig høflighed og et moralsæt, der godt kan holde til at tale om kvinder og mænd, piger og drenge uden at støde nogen på manchetterne. Men vi er måske også lidt langsomme i optrækket herude i provinsen.

Men tilbage til de fysiske fakta. Her må sådan nogle som dem fra Københavns Universitet da komme på overarbejde. For hvad gør vi, når vores dogmatiske tilgang til kønnet ikke passer ned i den fysiologisk videnskabelige kasse? Og nu er det, vi når tilbage til mit første spørgsmål:

Kan en 2,05 meter høj kvinde (tidligere mand) sættes af kvindehåndboldlandsholdet, fordi hun er for god? Er det okay, hvis Team Danmark afviser en kvindelig svømmer, hvis hun – der oprindeligt er bygget som mand – er for stærk i forhold til de andre? Og hvordan foreslår KU, vi i den kontekst forholder os til dem, der simpelthen nægter at være et køn? Jeg er spændt på svaret.