Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det er hverken sjovt eller ligegyldigt, at Sofie Gråbøl iklæder sig en dragt for at se tyk ud i rollen som 200 kilo tung mor i filmen 'Harpiks'.

Derimod skriver det sig direkte ind i en tradition, hvor der bliver gjort nar ad tykhed, mener Dina Amlund, cand.mag. i moderne kultur.

Hun kalder det 'tykfobisk' og sammenligner i et debatindlæg i Politiken det såkaldte fatsuit, som Sofie Gråbøl iklæder sig for at se tyk ud, med blackface, hvor hvide maler sig mørke i huden for at ligne brune mennesker.

»Tykfobi er et tankesæt og et hierarki, hvor slanke mennesker er mere værd end tykke,« forklarede Dina Amlund, da hun var gæst i B.T. Live for at forklare sin kritik for B.T.s følgere.

I filmen 'Harpiks' spiller Sofie Gråbøl rollen som den 200 kilo tunge mor, Maria, som er lænket til sin seng i sit hus i skoven. Åsmund Sollihøgda/Free
I filmen 'Harpiks' spiller Sofie Gråbøl rollen som den 200 kilo tunge mor, Maria, som er lænket til sin seng i sit hus i skoven. Åsmund Sollihøgda/Free
Vis mere

Og det kommer ikke kun til udtryk i film, men også på jobfronten, hvor flere undersøgelser har vist, at mange ledere ikke vil ansætte tykke mennesker, forklarede Dina Amlund.

»Det sker også i sundhedsvæsenet, hvor tykke mennesker oplever ikke at blive undersøgt ordentligt,« sagde hun med henvisning til en aktuel sag, hvor canadiske Ellen Maud Bennett døde som 64-årig, fordi lægerne ikke opdagede hendes kræftsygdom i tide, men i stedet gang på gang anbefalede hende at tabe sig.

Og på gaden oplever tykke mennesker at blive råbt ad, spyttet på og få kastet ting efter sig, forklarede Dina Amlund.

»Jeg har været tyk hele mit liv. Den værste episode var engang, jeg sad i en halvt fyldt bus i København. Der sad en mand og sagde 'føj, hvor er du ulækker, klam og fed'. Alle de andre i bussen kunne høre det, men de sagde ikke noget. Så jeg stod af bussen, fordi jeg ikke kunne holde ud at høre på det.«

Alt sammen er udtryk for, at man som tyk er placeret nederst i hierarkiet og uden for normen, forklarede Dina Amlund og pegede på forbindelsen til Sofie Gråbøls fatsuit:

»Når man har den tradition for, at slanke, der ikke er placeret uden for normen, klæder sig ud som tykke, skriver det sig ind i en tykfobisk tradition, hvad enten det er hensigten eller ej.«

Men skuespil er skuespil, mener B.T.s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, påpeget i hans leder her.

»Hvis man dybest set ikke må spille andre end sig selv på film, bliver det hele en trist og socialrealistisk affære.«

»Sofie Gråbøl er en fantastisk skuespiller – hun vil være bedre til at spille hvad som helst end nærmest hvem som helst på film. Bedre til at spille en blind person end de fleste blinde, bedre til at spille mandsperson end de fleste mænd og bedre til at spille en tyk person end de fleste tykke,« skriver Jonas Kuld Rathje.

Men den konklusion er ifølge Dina Amlund tykfobisk og udtryk for en generel idé om, at slanke skuespillere er de bedste.

»Det kan vi se gang på gang, når det er slanke skuespillere, der bliver castet til tykke roller. Der er ikke mange tykke roller generelt, og alligevel skal det være de slanke, der får dem, for der er en idé om, at de alligevel er de bedste. Det er den dynamik, der ligger i, at Sofie Gråbøl bliver castet,« sagde hun og understregede, at hun ikke er ude efter Sofie Gråbøl personligt.

»Hvis vi havde en bedre castingkultur, hvor tykke mennesker blev castet til alt muligt og ikke kun 'tykke roller', ville der være flere skuespillere at vælge imellem. At der ikke er så mange at vælge imellem, er udtryk for, at vi som samfund ikke gider kigge på tykke personer. Vi bliver gemt væk.«

Andre læser også