Forleden kunne jeg læse, at tidligere vært på TV 2 Jes Dorph-Petersen nu overvejer at lade sig pensionere.
Han er ganske vist kun 63 år og havde forestillet sig at være lidt længere på arbejdsmarkedet, men det kan han ikke, mener han, fordi han har den grumme historie hængende over sig om sin krænkende adfærd på TV 2, der indbefattede beskyldninger om – i min optik – ret brutale overgreb. Det så fandeme ikke godt ud!
Personligt var jeg dybt chokeret over omfanget og den tilsyneladende kynisme i det meste af ledelseslaget på tv-stationen, og jeg tænker den dag i dag på, hvad det noget omfattende setup med en madras på gulvet i køkkenet egentlig gik ud på. På daværende praktikant Therese Philipsen lød det virkelig ikke rart.
Men det passer simpelthen ikke, at man ikke kan komme tilbage fra en MeToo-sag. Det er noget værre offer-sludder! Desværre for Jes Dorph-Petersen og ligesindede kræver det to ting: erkendelse og tid.
Man bliver simpelthen nødt til at anerkende, hvad ens rolle har været i den galskab, der bliver rullet ud med løber peget direkte mod en. Og altså gerne med en undskyldning og – som minimum – anerkendelse af problemets eksistens.
Og så skal der, helt inden for skiven, være en rimelig karenstid. Folk skal sgu lige komme sig oven på chokket. De skal have tid til at sluge den virkelighed, de bliver præsenteret for.
Hvad man IKKE skal gøre er først at benægte og så efterfølgende turnere branchen og alle tænkelige medier med kontinuérlig kritik af arbejdspladsen, der forsøger at tage to årtiers overgreb og kvindeudnyttelse alvorligt, ligesom det også er en dårlig idé at udskamme kvinderne og kompromittere deres person, psyke eller motiver.
Og Jes Dorph har da også haft job. Han skulle lave podcast for Bauer Media, men blev siden bedt om at arbejde hjemmefra, da tre medarbejdere i Skovlunde ikke havde lyst til at sidde op og ned ad ham.
Jes blev ikke fyret – bare lige for at sætte det på plads! Han blev heller ikke frataget sit arbejde på anden vis. Han blev bedt om at arbejde hjemmefra eller fra et andet skrivebord.
De tre, der ikke orkede at glo på Jes, blev selvfølgelig udråbt som kontrol-kællinger, der bare ville tryne en stakkel, og Jes indtog – igen – rollen som et stakkels offer for et kvindekollektiv, der udelukkende arbejder for at smadre uskyldige mænds karriere.
Sagen er bare, at han ikke har erkendt og derefter givet omgivelserne tid. Jes har – ifølge Jes selv – ingen skyld, intet ansvar og intet forkert gjort. Og så kan det – desværre for Jes – blive en smule svært at indtræde i et almindeligt fællesskab på en arbejdsplads med normal, moderne kodeks for kollegial adfærd.
Morten Østergaard kom videre med en beklagelse og nogle måneders tavshed. Og selv Frank Jensen har fået bestyrelsesposter på en slap anerkendelse. Det er slet ikke umuligt. Men det kræver bare, at man forstår, hvem der er det rigtige offer.
SIMON SPIES
DR har lavet en dokumentar om den afdøde rejsekonge, og det ser ikke kønt ud. Alligevel står en række forsvarere nu på spring for at minimere skaden.
- »Det var en anden tid.«
- »Slap nu af, manden har jo været død i 38 år.«
- »Gab, gab, gab. Alle vidste det. Intet nyt dér.«
Simons gamle kommunikationschef Carl Bjerredahl medvirker med bemærkninger som:
»Hvad skulle man anmelde ham for? En luder, som får en på hovedet.«
»Et lille blåt mærke er vel også ok for 10.000 kroner.«
»Der er jo ikke nogen i hele Danmark, der kan hidse sig op over, at en pige får et par lussinger. Altså, hun sælger jo den vare.«
Personligt kendte jeg ikke til omfanget af overgrebene, jeg kendte heller ikke til de pædofile tendenser eller til den systematiserede grooming af de svageste og mest økonomisk trængende. Jeg kendte ikke til volden. Men det er også lige meget.
Det interessante er, hvorfor horden af Facebook-boomere har så travlt med at forsvare pædofili med de tre nævnte argumenter. For Hitler er da for helvede også død – endda for næsten 80 år siden – men vi kan lære af historien!
Jeg er så sygeligt træt af at høre og læse voksne mennesker spørge, hvorfor de ekstremt unge piger ikke bare sagde fra over for vold, voldtægt og brækkende lemmer, når det eneste rimelige spørgsmål er, hvorfor fanden han gjorde det? Og hvorfor folk omkring ham ikke stoppede galskaben? Og hvorfor folk har så travlt med at negligere det i dag?
BARBARA BERTELSEN
Det er svært for den almindelige mand at forstå, hvad næser, advarsler og irettesættelser egentlig betyder eller har af mindste konsekvens, når det gælder øverste lag i samfundet.
Men sandheden er jo også, at de tre pegefingre ikke betyder en skid, og derfor sidder departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, og departementschefen i Justitsministeriet, Johan Legarth, stadig trygt i deres job efter den store minkskandale. Ingen reelle konsekvenser. Overhovedet!
Mette Frederiksen har været ude at sige, at hun gerne vil diskutere, hvorvidt nedslagtningen af hele erhvervet, de slettede sms'er, sletning af hovednotat ved minkmøde, politiets senere kendskab til manglende lovhjemmel, men fortsat pres til nedslagtning, overhovedet er en skandale.
Well, det skulle så være den første diskussion, Mette gider gå ind i.
LISBET DAHL
Mens kollegaerne i Cirkusrevyen dag ud og dag ind, igennem hele sommeren, har hyldet Lisbet Dahl på scenen, har hun selv siddet i sommerlandet og ventet på, at cirkusset fik sin pinagtige afslutning.
For mens hun er blevet tiljublet af sin arbejdsplads gennem flere årtier, har hun skrevet kontrakt med konkurrenten og kan formentlig tvære dem. Sikken afsked!
KRONPRINS FREDERIK
Danmarks mest professionelle influencer har reklameret for Rockwool. Når kronprinsparret er i udlandet for at klippe snore eller booste dansk erhvervsliv, så giver det mening. Men som logo på en sejlsportstrøje i Danmark er det bare dumt.
Hvorfor insisterer det kongehus igen og igen på at reducere sig selv til reklamesøjler for deres rige venner?
