Hvis jeg var verdens hersker …
Ja, du kender det måske – følelsen af at have svaret på alle uretfærdigheder i hele verden, især når man er på Facebook og i sine følelsers vold.
Nu sidder jeg ikke på Facebook, men med et blankt dokument på min Mac, og selv om jeg nok ikke har løsningen på alt, må jeg bare sige, at der er noget fuldstændig himmelråbende galt med vores retssystem, hvis anklagemyndigheden i Danmark vælger kun at gå efter 15 år til præsten Thomas Gotthard.
Vi taler jo ikke her om en mand, der har dræbt i affekt. Han har heller ikke slået ihjel i selvforsvar. Ej heller i sindssyge, selv om hans forklaring lyder pænt psyko! Han har udelukkende dræbt sin kone, fordi han ikke gad at lade sig skille fra hende. Det var simpelthen for besværligt, forklarede han i retten – så derfor planlagde han i stedet mordet på Maria. Til mindste detalje.
Jeg tæller selv i skilsmissestatistikken, og der er absolut intet besværligt i at afslutte et ægteskab i Danmark. Hvis du har NemID, kan det klares på måske ti minutter, og så er resten altså op til dig selv.
Hvis man vælger at planlægge mordet på sin hustru, fordi hun er 'en klods om benet', efter du har fået en elskerinde, der er lidt sjovere og dejligere, så er det altså noget så forskruet, afstumpet og iskoldt, at jeg i hvert fald ikke kan forstå, hvorfor konens familie og resten af borgerne i Frederikssund skal kunne glo på denne morder drikke øl på torvet om måske ti år, hvor manden kun er midt i 50erne.
Hvis vi lige skal opsummere, så taler vi om en mand, der i mere end en uge planlagde mordet. Med hjælp fra Google og serien 'Breaking Bad' blev det, efter Gotthards egne ord, en 'hobby' for ham at udtænke det perfekte mord. Der blev indkøbt tønder, kemikalier, skrevet post-its og gemt brev fra hustruen. Den perfekte sten blev fundet til at slå hende ned med, hvorefter han kvalte hende ved at lukke for ilttilførslen gennem næse og mund. Siden blev hun proppet i tønden med kemikalier, siden gravet ned og op, parteret og brændt for igen at blive begravet som knoglerester.
Hvis dette er Thomas Gotthards første mord, så får man mistanken, at han ikke er normal. Han er brutal. Og en mand, der i øvrigt vedholder sin uskyld i hele syv måneder, og som han kun vedstod, da politiets net strammede tilstrækkeligt.
I retten sagde han, at man ikke skal have ondt af ham. Og Thomas Gotthard, det er der ved gud heller ikke nogen mennesker med et nogenlunde normalt hoved, der har. Vi har ondt af Maria. Og hendes familie og børn. Og af alle de mennesker, der måske uforvarende kan gøre livet »besværligt« for dig de næste mange år. Og så har vi ondt i et retssystem, der ikke gik efter livstid.
Kulturministerens glade ansigt
Jeg kan næsten ikke være den eneste, der sidder i spænding og venter på, hvornår vores kulturminister viser sit glade ansigt og hylder nogle af de mange og dygtige danske sportsudøvere, der henter flotte resultater og endda medaljer hjem til nationen.
Jeg er klar over, at vi under corona har set en historisk slap kulturminister, der i sit konstante fravær og manglende løsninger og interesse for samme har fungeret som apparatjik mere end folkets tjener – men det kan sgu da ikke passe, at damen er helt væk?
Tillykke til rigmandens datter
Jeg har ikke noget liv. Jeg lever mit liv gennem Jan Leth Christensen på Sigridsvej, der nu har solgt sit – af kritikerne kaldt – Abu Dhabi-hus til sin datter. Prisen er angiveligt væsentlig under den reelle salgspris, og jeg vil bare sige stort tillykke! Først til Jan, fordi han nok har set en mulighed for at give sin datter en masse millioner skattefrit. Men mest til datteren, fordi hun har fået en far, der er emsig nok til at gide sætte sig ind i alle mulige og umulige regler og ikke mindst krumspringene om disse.
Dette minder mig igen om, hvordan dovenskab overfor regelstaten gør fattig.
Ghita gad ikke snakke
Ghita Nørby har været på den røde løber.
Den slags bliver man inviteret til, når arrangøren har en forventning om, at man gider stille op til billede og sige et par bevingede ord om dette og hint.
Ghita kom til premieren af 'Pagten' – men hun gad ikke tale til den fremmødte presse. Og det forstår man jo godt. Opmærksomheden slap hun dog ikke for, og det er hun vel heller ikke dum nok til at have forventet.
Ghitas vredesudbrud er måske ikke så nye for kolleger og andre uskyldige personer. Men for os andre er gamle damers vrede altså stadig interessant, og kan man ikke klare det, må man til egne lommer og se filmen en hvilken som helst anden dag.
