Omtrent hver sjette elev mistrives i de aarhusianske folkeskoler. Det er deprimerende læsning, vi kan bringe i denne uges B.T. Men det er sandheden.

Det er en bombe under folkeskolen, som i sidste ende kan komme til at få vidtrækkende konsekvenser for det arbejde, der bliver gjort hver dag for at undervise børn og unge.

Ifølge eksperter skyldes den manglende trivsel mange faktorer; diagnoser, forhold i skolen og i hjemmet, mobning og faglige udfordringer.

Coronanedlukningen bærer en del af skylden for de 'tårnhøje tal', men det er ikke hele forklaringen. Stigningen i antallet af elever, der mistrives, begyndte, flere år før landet blev lukket ned 11. marts 2020.

Det er en udvikling, der skal tages dybt alvorligt. Elevernes trivsel er altafgørende for, hvad de får ud af deres undervisning og livet i folkeskolen. Hvem kan koncentrere sig om at lære division og alfabetet, hvis hjernen kører rundt med bekymringer om sine udfordringer eller problemer på hjemmefronten.

Skoler, forældre og alle omkring børnene bør være i højeste alarmberedskab, når de læser, at 17 procent af skoleeleverne i Aarhus ikke har det godt.

Det er i folkeskolen, fundamentet til et godt liv bliver lagt. Det gælder de kundskaber, man skal have med sig fra folkeskolen, men i lige så høj grad en værktøjskasse af sociale kompetencer til at begå sig i et forvirrende ungdomsliv, der venter ude på den anden side.

I 1990erne hang der klistermærker med en opfordring til forældre: 'Har du talt med dit barn i dag?'

Det spørgsmål gælder stadig, også selvom det ikke er ens eget barn. Vi skal tale med børn og unge om den verden, de oplever, selvom vi ikke forstår alt det, der sker i skolen og på de sociale medier.

Vi skal heller ikke være bange for at tage de svære samtaler. Hvis en skolelærer kan mærke, at der er noget, der trykker en elev, skal de turde tage hul på snakken, uanset hvad årsagen er. De skal vide, at der er nogen, de kan læsse af hos, uanset om det er noget, de har oplevet på de sociale medier, faglige problemer i skolen eller ting i hjemmet, der gør, at eleven ikke trives.

De skal vide, at der er nogen, der kan hjælpe dem, og de skal vide, at de er gode nok, selvom de har svært ved at stave eller begå sig socialt.

Vi er alt for bange for, at nogen synes, at vi blander os i andres ting. Men omsorg og bekymring er ikke det samme som at blande sig. Det gælder for skolelærere, trænere i idrætsforeninger og forældre. Børn er ikke farlige, selvom vi ikke forstår deres verden. Men netop derfor skal vi tale med dem om alt det, de oplever, som vi ikke forstår.

Omsorg og tale kan ikke fjerne diagnoser eller problemer derhjemme, men børn skal vide, at de ikke er alene.