Som cyklist i København har man alle dage vidst, at der bliver gået til den på cykelstierne.
Der bliver kørt stærkt, der bliver kørt over for gult, der bliver ikke givet ved dørene. Der køres på den store klinge.
Men man ved også, at hvis man cykler side om side med andre rutinerede københavnere, er man trods alt nogenlunde sikker.
Man indgår i en vild og voldsom maskine – og naturligvis kan det gå galt – men der er en form for mening med galskaben (hvad byens bilister naturligvis vil benægte, men nok om det), for de uskrevne regler overholdes nogenlunde.
Selvom det kan være forbundet med voldsomme udsving og generel irritation, har de fleste nok også vænnet sig til byens cyklende turister, der oftest lader en del tilbage at ønske, når det gælder cykelkultur. De kører gerne langsomt, de kører side om side, de slingrer, og de skifter bane uden at orientere sig, når de spejder efter Marmorkirken eller andre seværdigheder.
Heldigvis er de i stigende grad blevet lettere at spotte i trafikken på deres orange bycykler eller andre ensartede jernheste fra hotellernes eller cykelbutikkernes udlejningsforretninger.
Selv de genopstandne udlejningselløbehjul har fundet et leje, hvor de glider fornuftigt ind i mylderet.
I de senere år er imidlertid endnu en helt ny type medtrafikanter møvet sig ind på de i forvejen trængte cykelstier i hovedstaden.
De mange bude, der drøner ud med takeawaymad eller pakkepost.
Tungtpakkede læs på elcykler eller sågar scootere er den nye fare bagfra.
Selvom dagens bude måske ikke har samme x-faktor som 90ernes grønne bude, der var datidens rockstjerner på cykelstierne, har de generelt gjort københavnernes liv lettere og bedre.
Det ved enhver, der strandet på sofaen, mentalt gående mod lyset, er blevet trukket tilbage til livet af en cheeseburger med bacon, bragt af et blåklædt bud og fremdraget fra en firkantet rygsæk-varmekasse.
Men på vej med burgeren er der desværre en vis risiko for, at en almindelig cyklist eller to har fået sved på panden.
Gennem flere år er kapaciteten på de københavnske cykelstier blevet forbedret og udvidet. Den grønne sti, Cykelslangen og de brede cykelstier på Nørrebrogade og over Dronning Louises Bro er gode eksempler på det. Og mange flere investeringer i cyklisternes forbedrede forhold er desuden på vej.
Men forholdene er tydeligvis ikke dimensioneret til det vanvid på cykelstierne, som kombinationen af takeawaysult, internethandel og medfølgende pakkepost på to hjul samt udviklingen af lydløse ellyn desværre også har afstedkommet.
Udviklingen har tilsyneladende overhalet planerne, og elcykler er ikke nævnt med et eneste ord i den cykelredegørelse, som Københavns Kommune kom med for 2020.
Cykelstierne er ikke længere kun for cyklister, der skal fra A til B i pagt med politikernes vision om færre biler i byen.
De er blevet vital infrastruktur for varetransport og tjenesteydelser, hvorfor situationen kræver yderligere politisk interesse.
Der skal kort sagt tages hånd om vanviddet på de københavnske cykelstier.
