Corona-tillæg, fastholdelsesbonusser – og senest udspillet om statslig nødhjælp til forbrugere, der opvarmer boligen med gas.

Politikerne har tilsyneladende fået smag for at uddele pengegaver til udvalgte fag- eller forbrugergrupper som svar på de efterhånden store problemer, som mærkes på egen krop af dem, der eksempelvis er i kontakt med sundhedsvæsnet eller har kraftigt stigende varme- eller elregninger, der skal betales.

Og pengene luner bestemt for dem, der er så heldige at få – bevares.

Men omvendt er det skuffende, at den slags gavecheck-politik tilsyneladende er gået hen og blevet normalen.

For jo flere engangspengegaver, der er brug for at dele ud, jo mere evident bliver det, at der er noget grundlæggende galt med rammerne.

Det være sig i klima- og energisektoren eller i sundhedsvæsnet.

Problemer, som kun løses ved langsigtede og oplyste reformer med blik for helheden.

Ikke med symptombehandling i form af små økonomiske plastre til de få særligt eller tilfældigt udvalgte. Den slags ligner ærlig talt mest forsøg på at købe sig til en smule ro på bagsmækken.

Det er præcis, som den halvklamme men rammende og ofte brugte talemåde siger: Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen.

For fremfor at afhjælpe problemerne i sundhedssektoren skaber regeringens 'særlige' pengegaver nemlig bare nye:

Når sygeplejersker og andet akutpersonale skal have 'fastholdelsesbonus', hvad så med sygehusenes serviceassistenter? De har måttet overtage mange nye opgaver i forsøget på at aflaste systemet – hvorfor skal deres ekstra indsats ikke belønnes?

Tanja Wamsler har været serviceassistent på OUH i næsten femogtyve år.

Hun er én af dem, som føler sig godt og grundigt trådt på, fordi Region Syddanmarks forsøg på at aflaste hospitalsvæsnet med kontante belønninger lige præcis ikke omfatter hende og kollegerne.

»Da jeg så, at vi som faggruppe slet ikke er nævnt af regionen som nogle af dem med de største udfordringer, tænkte jeg, at det måtte være løgn. For det er ikke kun læger og sygeplejersker, der er pressede. Det er hele sygehusvæsenet. Det er simpelthen ikke godt nok fra regionens side,« siger Tanja Wamsler til B.T.

Og man forstår hendes frustration.

Når bestemte grupper anerkendes (med penge), bliver andre forbigået – og historien har så ofte vist, at det sjældent er dem, der har størst behov, der bliver belønnet.

Det er derimod de grupper, som er stærkest og dermed formår at trænge igennem med deres budskab.

Eller dem, der ligger en politisk værdi i at holde sig gode venner med.

Netop derfor er det så nedslående, at vores politikere har slukket for det langsigtede blik på samfundets udfordringer.

Ambitionen om at få problemer til at gå væk med økonomiske hold kæft-bolsjer er ikke holdbar.

Det er discountpolitik og et udtryk for, at man er mere optaget af at kunne fortælle, at man har gjort noget – end af rent faktisk at løse de strukturelle problemer, som mærkes derude.

Det mest skræmmende ved udviklingen er vel den, at pengekassen risikerer at være tom, når ønsket om at løse de strukturelle udfordringer vender tilbage.