»Det føles, som om regionen slet ikke er klar over, hvad vi laver.«

Sådan beskriver Tanja Wamsler bedst den situation, hun lige nu befinder sig i. For endnu en gang er hun sammen med resten af sin faggruppe blevet forbigået – men hele den problemstilling vender vi tilbage til.

For Tanja Wamsler har arbejdet som serviceassistent på Odense Universitetshospital i næsten 25 år.

Og i alle de år har hun kæmpet for at etablere og fastholde en respekt for alle faggrupper i sygehusvæsenet. For spørger man hende, så er alle faggrupper lige vigtige.

»Da jeg startede som serviceassistent, var der et hierarki, som vi kæmpede meget med. Men nu er der en kæmpe respekt for alle faggrupper, som er vokset de seneste par år. Og der følger regionens opfattelse af sygehusvæsenet slet ikke med,« forklarer Tanja Wamsler.

Mandag præsenterede Region Syddanmark, der altså har ansvaret for driften på blandt andet Odense Universitetshospital, en januarpakke, der blandt andet sikrer et varigt lønløft til ansatte på sygehusene.

Men det er langtfra alle, der får del i kagen.

Det er derimod blot de faggrupper, som vurderes af regionen til at have de største udfordringer, der kan se frem til en lønforhøjelse. Det indbefatter medarbejdere med aften-, nat- og weekendarbejde, og hvor mange akutte patienter udfordrer i dagligdagen.

Men serviceassistenterne er ikke en del af ligningen.

»Vi mangler at mærke, at vi også bliver tilgodeset, og vi mangler i høj grad anerkendelse for det arbejde, som vi udfører. Jeg ville sådan ønske, at man kunne mærke anerkendelsen,« forklarer Tanja Wamsler og uddyber:

»Da jeg så, at vi som faggruppe slet ikke er nævnt af regionen som nogle af dem med de største udfordringer, tænkte jeg, at det måtte være løgn. For det er ikke kun læger og sygeplejersker, der er pressede. Det er hele sygehusvæsenet. Så det er simpelthen ikke godt nok fra regionens side.«

Region Syddanmark skriver i en pressemeddelse, at regionsrådet anerkender, at mange medarbejdere og områder ikke bliver omfattet af januarpakken.

»Vi er bevidste om, at alle afdelinger og faggrupper hver eneste dag yder en stor og vigtig indsats og er med til at sikre, at vores patienter får den bedste pleje og behandling,« siger første næstformand Mette With Hagensen (S) og tilføjer:

»Men jeg oplever også, at der er bekymringer om rekruttering og fastholdelse på andre områder i sundhedsvæsenet. Det er både relevant og forståeligt, og det er vigtigt at huske, at udfordringerne ikke kun er løst med januarpakken.«

Spørger man Tanja Wamsler, hvordan det generelt står til på Odense Universitetshospital for serviceassistenterne, så er svaret også meget klart. De har rygende travlt.

»Lige nu er sygehusvæsenet lidt som et blødende sår, og vi kan ikke bare blive ved med at sætte et plaster på,« fortæller hun.

Derfor mener hun også, at det er vigtigt at starte en dialog om det arbejde, som forskellige faggrupper i sygehusvæsenet hver især løfter. Og den dialog er der heldigvis efterhånden godt gang i – i hvert fald med ledelsen på OUH.

»Det er enormt vigtigt, at for eksempel rengøring ses som et lige så vigtigt element på sygehuset som alt andet. Selvfølgelig arbejdes der ud fra et princip om, at patienten kommer først, men for at sikre et sikkert miljø for patienterne er rengøring utroligt vigtigt,« siger Tanja Wamsler og afslutter:

»Og sådan som det ser ud nu, kan jeg godt frygte, at vi i sidste ende ikke kan leve op til de standarder, der er for rengøring.«

SF og Endhedslisten stemte imod januarpakken i regionsrådet, da de er imod de centralt besluttede kriterier for udmøntningen af de 70 millioner kroner.