For et par år siden stødte jeg tilfældigt ind i min søn på en natklub. Han var ude med nogle venner og var beruset. Jeg var ude med nogle venner og var beruset.

Jeg tænkte, at han måske syntes, det var lidt akavet at løbe ind i sin mor på en natklub, men i stedet for at flygte pinligt berørt slog han armene om mig og sagde 'Mor, alder, det var noget, man gik op i i gamle dage!'

Han er selvfølgelig godt opdraget, og det var sødt sagt, men han satte ord på et tidsfænomen. Alderens betydning er svindende, og at være 50 år i dag betyder ikke det samme, som det gjorde for 20 år siden.

Da jeg var barn, var folk i deres 70'ere sådan nogle, der gik rundt i grå frakker med hårnet og tykke nylonstrømper i brune fornuftige spadseresko. Sådan nogle ser man slet ikke længere - i dag går de til koncerter og har stramme jeans og smarte solbriller på.

Jeg plejer at joke med, at mine forældre i dag lever et mere ungdommeligt liv her i deres 70'ere, end de gjorde for 30 år siden, da de var i 40'erme. Dengang sad de altid hjemme og kedede sig foran fjernsynet. Nu synes jeg, de konstant er i gang med at knappe en flaske hvidvin op sammen med nogle af deres venner. De er ligesom så mange andre blevet påvirket af de kulturelle forandringer, som har gjort oplevelsen af alderdom til noget andet, og de er på mange måder blevet sat fri af de begrænsninger, der tidligere fulgte i kølvandet på det at blive ældre.

Der er mange steder, man kan se, at oplevelsen af alderens betydning har flyttet sig. Vi har stilikoner på 80 år - og romantiske komedier med skuespillere langt over 50 i hovedrollerne. Det er ikke længere kun mænd, der dater yngre kvinder - ældre kvinder dater også yngre mænd, og det er alt sammen godt. Videnskabelige undersøgelser har efter sigende bevist, at vores livskvalitet og helbred bliver styrket af et positivt syn på det at ældes.

Men på trods af denne alders optimisme er vi stadig meget lette at forarge, når spørgsmålet går på, hvor gamle vi må være, når vi får babyer. Gitte Nielsen fik for nylig en datter som 54-årig, Casper Christensen, der onsdag fyldte 50, har for nylig fået en lille baby, og i dag blev 63-årige Klaus Riskjær far til en lille dreng. Det kan stadig bringe sindene i kog og debatten i gang, for de fleste af os synes alligevel, at vi bør kunne være der for vores børn hele vejen op gennem deres barndom, og når Klaus' lille Adam starter i skole, er Klaus i 70'erne.

Er det et problem? Måske, men nok mest for Klaus, for Adam vil have sin mor og hele fem søskende til at passe på ham. 

Personligt har jeg altid været meget begejstret for konceptet frihed. Frihed til at vælge, hvem vi vil være, og hvordan vi vil leve. Den frihed, som vi har i dag til at leve fuldt ud, så længe vi kan, har jeg ingen problemer med. Hvis jeg nu havde muligheden for at gå ud og finde mig en sprød ung mand, der kunne føde mig en lækker unge, så afviser jeg ikke, at jeg ville synes, det var en rigtig god idé. Men der er vi desværre ikke endnu.

Så fra mig er der bare et stort tillykke, Klaus og Anne.