Der er muligvis et nyt samarbejde under opsejling mellem Christian Tafdrup og verdensstjernen Robert Pattinson.

Sidstnævnte var nemlig så begejstret for Tafdrups gyserhit 'Speak No Evil', at han rettede henvendelse til filmens instruktør efter at have set den.

Korrespondancen har ført med sig, at Christian Tafdrup og hans bror, Mads Tafdrup, der ligeledes var manuskriptforfatter på gyseren, har sendt et manuskript forbi Robert Pattinson, der blandt andet har spillet hovedrollen i 'The Batman'.

Og nu har Hollywood-stjernen altså læst den danske instruktørs værk.

Robert Pattinson er kendt fra blandt andet 'Twilight'-filmene.
Robert Pattinson er kendt fra blandt andet 'Twilight'-filmene. Foto: zz/John Nacion/STAR MAX/IPx
Vis mere

»Han skrev til mig her forleden dag. Han har været på noget ferie, men nu har han læst det, jeg har skrevet – og er umiddelbart begejstret, så jeg skal tale med ham i næste uge,« fortæller Christian Tafdrup til B.T. på den røde løber til Bodilprisen, hvor 'Speak No Evil' er nomineret i kategorien 'Bedste danske film'.

På trods af, at Robert Pattinson er positivt stemt, sørger stjerneinstruktøren dog for ikke at lade forhåbningerne løbe af med ham.

»Der er meget snak i Hollywood og meget langt til endelig handling, så jeg ved jo ikke, om det bliver. Men vi har haft kontakt, og jeg tror, han er meget interesseret i det.«

Af den grund tør Christian Tafdrup dog heller ikke spå i, hvorvidt det er realistisk, at der bliver stablet et samarbejde på benene.

»Men det ville være skønt for os begge to, hvis det bliver til noget, tror jeg – både for hans karriere og min karriere,« siger han med et grin.