Maria Hirse ramt af kræft. Sådan lød overskriften, da den tidligere tv-stjerne for to år siden blev løsladt fra fængslet. Men:
»Godt nok fejler jeg nok til et helt leksikon, men trods alt ikke det,« griner den i dag 52-årige Maria Hirse om den fejlagtige overskrift.
En overskrift som tilmed blev gentaget, da hendes forlag udsendte en pressemeddelelse om hendes nye bog 'Kvinde værst – mit liv bag tremmer'.
Her kaldes den tilmed 'en fremadstormende kræftsygdom'.
»Jeg tror, at det skyldes, at jeg i bogen fortæller, at jeg begyndte at få kemo i fængslet, så de gik ud fra, at jeg havde kræft.«
»Men det er altså på grund af en bindevævssygdom, som ikke går så godt i spænd med nogle af de andre sygdomme, som jeg har.«
»Det gør, at der kommer nogle udfordringer, så derfor får jeg fortsat i perioder kemoterapi. Og det er jeg glad for, for jeg får det bedre. Og kan gå,« forklarer Maria Hirse.
»Før kemoen gik der lang tid, hvor jeg ikke kunne gå. Men allerede efter to til tre uger kunne jeg. Det var fantastisk.«
»Det at kunne bevæge sig igen betyder virkelig meget, når man har prøvet ikke at kunne andet end en kørestol. Så jeg er virkelig taknemmelig.«
Knap så taknemmelig er hun dog over det danske fængselsvæsen, hvor der ikke blev taget de store hensyn til hendes mange sygdomme.
30 år gammel fik Maria Hirse sit første hjerteanfald.
»Det kom som et lyn fra en klar himmel, og jeg havde svært ved at forstå, hvordan det overhovedet kunne ske, for jeg var på ingen måde billedet på en hjertepatient,« har hun fortalt i et tidligere interview med B.T.
Fire år senere fik hun nummer to. Som har ført til, at hendes hjerte kun pumper omkring 40 % af normalen, og at hun oveni det har udviklet lungesygdommen KOL.
Dertil en uhelbredelig tarmsygdom, en ptsd diagnose, bindevævssygdommen og i starten af 2020 en blodprop i hjernen.
Altså en bred palet af sygdomme, som der ikke var den store forståelse for inden for fængslets mure.
»Det var et helvede. For du kunne aldrig komme til lægen. Først efter ti måneders afsoning fik jeg lov til at blive tilset af en specialist, og indtil da havde jeg kun fået udleveret salve, så ingenting hjalp.«
»Fængslet er ikke stedet, hvor du bliver taget af på den måde. Så at have en alvorlig sygdom, er ikke godt i det miljø,« siger Maria Hirse.
I bogen beskriver hun, hvordan hun igen og igen måtte tigge og bede om at se en læge, da såvel hendes hænder og fødder var ét stort blødende sår, og hun frygtede blodforgiftning.
'Nu løber fantasien vist af med dig', lød fængselslægens reaktion over telefonen. Hvorefter han bad hende udfylde en anmodningsseddel om at blive tilset af en sygeplejerske den følgende mandag.
'Hvis hun har tid', tilføjede han så med ligegyldighed i stemmen.
Først da en venligsindet kvindelig fængselsbetjent flere dage senere tog affære, blev hun sendt på Roskilde Sygehus. Hvor lægen omgående satte hende i den kemobehandling, som altså fejlagtigt har ført til, at mange tror, at Maria Hirse har kræft.
Trods den milde kemoform begyndte Maria Hirse at tabe tjavser af håret.
»Jeg lignede snart en hængt kat,« griner hun bare om bivirkningen, som ikke desto mindre gav anledning til endnu mere chikane og skadefro bemærkninger fra de medfanger, som i forvejen gjorde, hvad de kunne, for at gøre Maria Hirses afsoning til et helvede.
»Men sådan var det bare,« siger hun med et skuldertræk. For hun var trods alt taknemmelig for, at kemoen betød, at hun fik det bedre og igen kunne gå. Genvandt sin frihed indenfor murene.
'Kvinde værst – Mit liv bag tremmer' er netop udkommet på forlaget Peoples Press
Fik du læst:
