Han husker ikke, at han faldt på badeværelset. Hørte ikke det høje klonk, da hovedet ramte gulvet. Men han husker alt dét, der fulgte i kølvandet på hans hjernerystelse. Hans to år i helvede.

»Det var som at træde ind i en Bermuda Trekant i sundhedssystemet. Man føler, at man bliver anklaget for at være hypokonder,« beskriver Mads Ellesøe.

Forleden kunne du i B.T. læse interviewet med den kendte dokumentarist – som blandt andet har stået bag den prisvindende DR dokumentar om Sanjay Shah – hvor han fortalte om den menneskelige pris, han betalte, da han i 2021 blev ramt af en hjernerystelse og mistede evnen til ikke alene at arbejde men også selv de mest dagligdags ting.

Blev en ufed version af sig selv, som han har beskrevet i bogen 'Rystet', der netop er udkommet.

Men Mads Ellesøes historie er også historien om et social- og sundhedssystem, som lader den hjernerystede i stikken.

»Jeg vil ikke hænge nogen ud, for jeg tror ikke, at der er onde mennesker i sundhedssystemet,« starter Mads Ellesøe forsigtigt.

Mads Ellesøe måtte utallige gange forbi hospitalet under sin hjernerystelse.
Mads Ellesøe måtte utallige gange forbi hospitalet under sin hjernerystelse. Foto: Privat
Vis mere

»Men når det er sagt, er jeg da skidesur over den behandling, som jeg har fået. Som alle hjernerystede får i Danmark.«

»For det er stort set alle, der fortæller den samme historie: oplevelsen af at blive mødt med mistro og afmagt. Det er da nederen,« siger Mads Ellesøe, som først efter to år og for egen regning fik hjælp. I USA.

Dén vender vi tilbage til.

46-årige Mads Ellesøe har ikke tal på, hvor mange hvide kitler han i løbet af sine to år som hjernerystet mødte. Men det var mange.

For deres råd om at tage det roligt i et par dage, og så skulle det nok gå over, var på ingen måde sådan, det gik for ham.

Alligevel blev han igen og igen mødt med skuldertræk.

»Jeg er jo autoritetstro nok til, at når der sidder en læge i en hvid kittel og møder én med en opgivende attitude, bliver man grundlæggende i tvivl, om det bare er én selv, der forestiller sig noget.«

»Så kan jeg overhovedet stole på mig selv? Er jeg ved at blive sindssyg?« siger Mads Ellesøe om at blive opfattet som en hypokonder.

Mads Ellesøe foran badeværelset, hvor han for toethalvt år siden faldt og fik en alvorlig hjernerystelse.
Mads Ellesøe foran badeværelset, hvor han for toethalvt år siden faldt og fik en alvorlig hjernerystelse. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den skæbne og sine senfølger havde han dog affundet sig med, da han to år efter faldet på badeværelsesgulvet tilfældigt hørte om en behandling i USA. Med en helt anden tilgang til hjernerystelser end den danske ikkebehandling.

»Jeg var nødt til at undersøge det, men i stedet for at gøre det som patient, gik jeg til det som journalist,« forklarer Mads Ellesøe, som efter sin research ikke var i tvivl.

Han skrabede pengene sammen til behandlingen og tog afsted til UPMC i Pittsburgh, USA.

»Og det ændrede så det hele,« siger han. Glad og lettet.

Han indrømmer, at alle hans bullshitdetektorer lyste.

»Her havde jeg rendt rundt og ringet på alle fagdøre i Danmark og sagt 'hjælp mig', og blev kun mødt med 'tjah', og pludselig er der nogen, der siger 'we’re gonna fix you'. Det var for sindssygt.«

Men det var dét, de gjorde. Fiksede ham.

»Dét, de laver, er jo ikke rocket science, og det er dét, der er både fantastisk og skræmmende,« siger Mads Ellesøe om behandlingen, som i korte træk går ud på, at i stedet for at skærme sig fra larm og forstyrrelser, går man hovedkuls ind i dem.

»Individuelt går deres eksperter ind og finder ud af, hvad der er gået i stykker i dit hoved, og så laver de en genoptræningsplan for det samtidig med, at de hjælper én til mentalt at omstille sig.«

»For når man i lang tid har gået rundt og været bange for verden, bliver ens krop jo også enormt bange, og man er i alarmberedskab,« beskriver Mads Ellesøe og fortsætter:

»Grundlæggende har min indre røgalarm bimlet og bamlet i to år, og det aflejrer sig også fysisk i alt, hvad man gør.«

»Så det er noget fysisk, der er gået galt, som medfører noget psykisk, som så igen spiller tilbage på det fysiske. En ond cirkel, som man skal have løsnet op for,« forklarer han.

Udover at få såvel fysiske som mentale øvelser, understregede eksperterne også overfor Mads Ellesøe, at han ikke skulle være bange, hvis og når symptomerne vendte tilbage.

»I stedet skulle jeg give den gas, skulle jeg ud over stepperne. Attack, attack, attack. Og det virkede jo lynhurtigt. Groft sagt fik jeg det bedre efter 14 dage end efter to år.«

»Det var sindssygt,« fortæller Mads Ellesøe, som efter blot ni dage kunne rejse hjem til Danmark som et nyt menneske. Som sit gamle jeg.

Mads Ellesøe finder det skræmmende, at en så enkel tilgang til behandling af hjernerystelse ikke har fundet vej til det danske system. 
Mads Ellesøe finder det skræmmende, at en så enkel tilgang til behandling af hjernerystelse ikke har fundet vej til det danske system.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I DR podcasten 'Faldet' beskrev Mads Ellesøe tidligere i år sin behandling. Og har på få måneder fået hundredvis af henvendelser.

»Især fra hjernerystede, fordi folk føler sig efterladt på perronen, som jeg gjorde,« fortæller Mads Ellesøe, hvis hjerte svulmer af glæde, når folk skriver, at de på få uger har fået det bedre efter at have forsøgt sig med den amerikanske tilgang til hjernerystelse.

»Men jeg er også blevet kontaktet af eksperter, der vil prøve at lave den behandling i Danmark. Så nu håber jeg, at jeg bare med mine erfaringer og kontakter derovre kan hjælpe dem lidt i gang.«

Han smiler.

Da den prisvindende dokumentarist for blot få år siden stod på karrierestigens tinde og skuede efter det næste bjerg at bestige, den næste pris at vinde, var det ikke lige dét, han så. Men:

»Jeg føler på en eller anden måde, at det er blevet min skæbne,« siger Mads Ellesøe med en smule stolthed i stemmen om udsigten til at kunne hjælpe de danskere, der rammes af hjernerystelse.

»Det kunne være for vildt, hvis jeg kunne hjælpe en masse mennesker i Danmark. Og det føles bare virkelig meningsfuldt.«

»Tænk hvis det kan lykkes at lave sådan nogle behandlinger i Danmark? Det kunne fandeme være fedt. På den måde giver det, jeg har været igennem, mening.«

'Rystet' er netop udkommet på forlaget Grønningen 1

Læs også:

Andre læser også