En imam har til en mindegudstjeneste i Vor Frue Kirke i København læst op af Koranen. Men den har ikke noget at gøre i folkekirken, lyder kritikken. En biskop kalder det religionsblanderi.
I folkekirken er kristendommen den eneste religion, der skal forkyndes, og derfor bør Bibelen også være den eneste religiøse bog, der bliver læst op af.
Så klar er meldingen fra biskop i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, efter at der for nylig blev læst op af Koranen i Vor Frue Kirke i København i forbindelse med en mindegudstjeneste for terrorofre. En oplæsning, der siden har været genstand for stor debat i kirkelige kredse. En lærd fra Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse oplæste i den københavnske domkirke en såkaldt sura, et kapitel, fra muslimernes hellige bog.
»Jeg var ikke til gudstjenesten, og jeg er ikke ude på at kritisere stiftet, men for mig er det noget rent pricipielt. Når vi som kristne holder gudstjenste, gør vi det for os selv, ikke med muslimer eller andre trossamfund. Når man kommer til gudstjeneste, skal man kunne være sikker på, at det er det kristne budskab, der bliver forkyndt,« siger han.
Så spaghettigudstjenester, koncerter og prædikener mod alt fra klimafordringer til flygtningepolitik kan du gå med til, så længe det sker i en kristen kontekst?
»Ja, vi skal værne om menigheden og gudstjenesten. I Vor Frue Kirke blev der læst op af den måske vigtigste muslimske tekst. Den første sura, der vel svarer til vores fadervor,« fortæller han.
Ifølge Steen Skovsgaard skal gudstjensten ikke bruges til signalværdi eller til at udtrykke fællesskab med andre trosretninger. De »må vi«, som han siger, »gøre på andre måder.« Han tilføjer, at han som præst i 26 år i aarhusianske Gellerup »i den grad har har rakt ud til muslimer.« Men »aldrig til gudstjeneste og fællesbønner.«
»Man risikerer at sende forvirrende signaler. Kirken og gudstjenesten er et helligt rum, et helt særligt sted, hvor man skal være meget varsom med, hvad man inviterer indenfor. I kirken gælder Bibelen, ikke Koranen eller andre hellige skrifter. Jeg ville heller ikke forvente at skulle kunne læse højt af Bibelen i en moské,« fortæller han.
Steen Skovsgaard tvivler i det hele taget på fællesbønner på tværs af trosretninger.
»I forbindelse med Muhammed-krisen blev der enkelte steder bedt muslimsk-kristen fællesbøn. Det mener jeg ikke, man skal. I hvert fald ikke offentligt. Hvad man gør privat er en anden sag. Når man gør det offentligt, risikerer man at komme derhen, hvor man gør det for syns skyld. Men Jesus siger, man ikke skal bede for syns skyld. Det risikerer at blive hykleri,« mener han:
»Som religioner skal vi kunne leve sammen, men det at bede sammen er jo at udtrykke et fællesskab, som ikke er der.«
Hvis en præst i dit stift tilbød en imam at læse højt af Koranen i kirken?
»Så ville jeg tage en snak med præsten. Måske kunne imamen komme med en hilsen efter gudstjenesten. Han er velkommen, men han har ikke taleret. Det er der jo egentlig ikke andre end præsten, der har under gudstjenesten,« lyder det fra Steen Skovsgaard.
Rebel imod religionsblanderi
Biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, er med egne ord »imod religionsblanderi«.
»Vi skal ikke blande tingene sammen. Det skaber kun forvirring. Vi er i kirken forpligtede på at holde kristen gudstjeneste. Det er det, vi er sat i verden for. At forkynde det kristne evangelium. Derfor går jeg ikke ind for koranoplæsning,« siger hun.
Hvad med religiøs dialog uden for kirken?
»Det er noget andet. Der kan vi fortælle hinanden om, hvad vi hver især tror på. Men dér går det jo heller ikke ud på at blande alle religioner sammen. At gøre det er for mig at se mangel på respekt for den andens anderledeshed. For mig at se bidrager det kun til forvirring. I stedet skal man holde sig til det, man tror på,« siger hun.
Københavns biskop forklarer sig
Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, forklarer, at stiftet valgte at afholde mindegudstjenesten »for denne verdens terrorofre« efter henvendelse fra flere ambassader, bl.a. den belgiske.
Han tilføjer, at der »fra tyrkisk side var et ønske om, at der måtte blive læst op fra deres hellige skrift«.
»Det, mente vi, var ikke et ublu ønske. Man kan sige, at den danske folkekirke blev vist en særlig tillid til at kunne sætte rammen for en fælles mindehøjtidelighed,« siger han:
»Men der var ingen tvivl om, at det var en kristen gudstjeneste.«
Hvis du blev inviteret til at læse højt af Bibelen til fredagsbøn i en moské, ville du så gøre det?
»Ja, det ville jeg da, og jeg ville ikke vide andet, end at fadervor ville være oplagt,« siger han:
»Vi skal huske, at for enden i Vor Frue Kirke står Thorvaldsens kristusfigur og siger, kom til mig. Der står han og favner alting, og kærlighedsmotivet er der overhovedet ingen tvivl om.«
Kan man forestille sig imamer i kirkerne i dit stift hver søndag?
»Hvorfor skulle de dog det? Det er en helt anden religion. Det her var en helt særlig situation, hvor vi blev betroet med et tillidshverv,« understreger biskoppen.
