Lyt til artiklen

I skolen udviklede Søren Ørskov sig til en doven og respektløs flab, der var tæt på at blive smidt ud. Mødet med det spanske skolesystem blev et vendepunkt for drengen, der er en af de nye superstudenter.

Det går helt galt lige efter efterårsferien i 7. klasse. Skolen har klaget til Sørens mor, fordi han er kommet langt bagud med sine ting, han laver ikke sine lektier og glemmer sine bøger. Søren får et voldsomt raserianfald og låser sig inde på sit værelse, stikker tapetet i stykker med sin dolk, smører tandpasta i hovedet og går i brusebad med alt tøjet på. Til sidst lægger han sig på gulvet i det våde tøj og skriger.

Et halvt år senere ringer skoleinspektøren igen til Sørens mor. Han har givet Søren et ultimatum: Hvis der kommer én eneste klage mere over ham fra en lærer, vil han blive smidt ud af skolen.

Søren Ørskov fra Ringkøbing er blevet en arrogant, doven og flabet dreng. Han kommer for sent, er respektløs over for lærerne og pjækker fra timerne.

I disse dage – seks år senere – er medierne fulde af historier om 12-talsstudenter, der sprænger karakterskalaen, har taget ekstra fag på gymnasiets høje A-niveau og imponerer lærere, forældre og kammerater med deres flid og enestående mentale evner. Sådan en 12-talsstudent er Søren Ørskov.

Men som den indledende fortælling antyder, var det langtfra givet, at det skulle gå sådan.
Allerede som lille var han speciel. Han lærte at læse i børnehaven, kunne regne med minustal og havde det med at falde hen i dybe tanker og sidde lidt for sig selv og gruble. Men da han begyndte i børnehaveklasse en solrig augustdag i 2002, var folkeskolen ikke parat til at rumme børn som Søren: de særligt begavede børn. Holdningen i samfundet og skoleverdenen var på det tidspunkt, at det aldrig kunne være et problem at være klog, og at lærerne ikke skulle tage særlige hensyn til de meget intelligente børn.

Søren Ørskov fejrer sin dag med forældrene Merete og Anders samt farmor Anny Ørskov. Søren knuser sin far, Anders Ørskov. Merete Ørskov i baggrunden. Foto: Astrid Dalum
Søren Ørskov fejrer sin dag med forældrene Merete og Anders samt farmor Anny Ørskov. Søren knuser sin far, Anders Ørskov. Merete Ørskov i baggrunden. Foto: Astrid Dalum Foto: ASTRID DALUM
Vis mere

Søren var forventningsfuld, flittig og videbegærlig, da han begyndte i skole, husker hans mor, sognepræst og journalist Merete Ørskov. Men allerede den første skoledag kom han vred og skuffet hjem fra skole.

»Han havde glædet sig og havde troet, at han kom hjem med skoletasken fuld af opgaver og lektier. Men de fik ingen lektier for, og da de endelig fik en matematikbog, var den alt for let, og han måtte ikke tage bogen med hjem for at lave den færdig, så han kunne få en ny,« fortæller hun.

Slavearbejde uden mening

Skolestarten skulle senere vise sig at være symptomatisk for Sørens oplevelser med folkeskolen. Merete Ørskov tog på et tidspunkt mod til sig og talte med børnehaveklasselæreren om Sørens situation, men hun blev afvist. Søren skulle ikke have særbehandling. Dette scenarie gentog sig adskillige gange i Sørens skoletid. Ofte opfattede lærerne Søren som besværligt ekstraarbejde.

Selv husker han det sådan:

»Jeg blev doven og havde ikke lyst til at lave noget. De opgaver, vi skulle lave, var alt for lette og kedelige, og de gav ingen mening for mig. Slavearbejde for arbejdets skyld.«

På den tid var der mange historier i medierne om forældre, der forlangte, at skolen og lærerne skulle tage særlige hensyn til lige netop deres helt specielle barn. Sådan en mor ville Merete Ørskov ikke være. Men hun kunne godt se, at Søren kunne noget helt ekstraordinært. Han var langt foran sine kammerater i matematik, og som lille skoledreng lærte han engelsk og tysk på rekordtid. Efter 1. klasse læste Søren fem Harry Potter-bøger i løbet af et par uger.

Men han trivedes ikke i skolen.

»Allerede i 0. klasse blev han doven og åbnede aldrig sin skoletaske. Han havde ingen respekt for lærerne. Han sjuskede og lavede nogle gange fejl med vilje. I skolen mente de, at de primært skulle fokusere på hans sociale side. Men en dreng som Søren blomstrer socialt og åbner sig, hvis han stimuleres fagligt. Hvis han omvendt ikke får faglige udfordringer, lukker han i og bliver med tiden hensynsløs og arrogant,« siger Merete Ørskov.

Men der var også lyspunkter. Ildsjæle, som i en presset folkeskole forsøgte at imødekomme hans behov for udfordringer. En ihærdig skoleinspektør, der lavede matematik med Søren på kontoret og skaffede en kompetent, universitetsuddannet lærer til skolen et år som engelsklærer for Søren og et par andre fremmelige børn. En klasselærer, der som den eneste af hans lærere prøvede at sætte sig ind i de særlige undervisningsbehov, som de særligt begavede elever har.

Mens lyspunkterne var få og spredte, var fejlskuddene hyppige. I et par år sad han i nogle timer med engelsk- og matematikbøger i et lokale for sig selv, mens resten af klassen blev undervist i et andet lokale.

»Det gik slet ikke. Det havde jeg ikke selvdisciplin til, og jeg fik ingen undervisning,« siger Søren Ørskov i dag.

Som regel vidste lærerne ikke, hvad de skulle stille op med ham og var tilfredse, hvis bare han ikke forstyrrede.

Dumpede med et brag i Spanien


I løbet af Søren Ørskovs skoletid blev der oprettet såkaldte »Mentiqa«-privatskoler for de højtbegavede børn, der mistrivedes i folkeskolen. Ministerielle ekspertgrupper barslede med anbefalinger om, hvilken form for undervisning der egner sig bedst for begavede børn, og der blev også oprettet et Science Center, der er målrettet begavede børn. Holdningen ændredes langsomt i Danmark og i folkeskolen. Men Søren blev ikke »indfanget« af de nye vinde.
På et tidspunkt rykkede skolen ham en klasse op, og skoleinspektøren opfordrede i mangel på andre tilbud til, at hans forældre skulle flytte ham til en boglig privatskole. Men intet hjalp.

Sørens motivation for at lære var efter flere år i den danske skole helt væk.

»Jeg har aldrig fået opgaver, som jeg glædede mig til at lave,« siger han i dag.

Aldrig?

»Nej. Aldrig i folkeskolen. Jeg sad og kedede mig og glædede mig til at få fri. Det var først, da jeg kom til Spanien, at jeg fik nogle fag, hvor jeg var glad for undervisningen og syntes, at det var spændende.«

Vendepunktet for Søren kom, da han som udvekslingsstuderende efter folkeskolen mødte det spanske skolesystem. I 1.g. på gymnasiet »Ramón Y Cajal« i Madrid fik han lysten til at lære tilbage. Det skete paradoksalt nok, da han dumpede med et brag i matematik.

»Matematik i de spanske skoler var på et meget højere niveau, end jeg var vant til fra Danmark.  Da jeg så min karakter, tænkte jeg, at det ikke kunne passe, at jeg ikke kunne lære det, når de andre kunne. Jeg bestemte mig for, at jeg ville lære matematikken. Jeg ville ikke være sådan én, der dumpede. Så tog jeg mig sammen. Jeg traf et eksistentielt valg.«
Lærerne og undervisningen i Spanien var lige noget for Søren. De tillod ikke sjusk, og de stillede høje krav: »Der er meget mere respekt om lærerne end i Danmark,« siger Søren Ørskov.

I går blev han student og fik hue på på Ringkjøbing Gymnasium. Drengen, der var lige ved at blive smidt ud af skolen i 7. klasse, endte med at få 12,6 i snit.