»Det her, det kan man altså ikke, det er for frækt.«
Assisterende skovrider Thomas Nord-Larsen peger på et par dybe huller i et spor, der bugter sig cirka 300 meter gennem skovbunden og nedad en skråning i Frederiksdal Skov lidt nord for København.
Men sporet stammer hverken fra vilde dyr, skovfolk, vind eller vejr. Det er skabt af cyklister, eller rettere cyklister på mountainbikes, og det bærer tydeligt præg af, at brede og profilerede dæk har slidt jordbunden fast og blotlagt og ødelagt de gamle rødgraners rødder. Ikke nok med det, her og der er der brugt skovle og spader til at skabe de hop eller spring, der får Thomas Nord-Larsen til at udbryde: »Det er for frækt.«
Skoven er nemlig privat, den tilhører lensgrevinde Vibeke Schulin. Offentligheden har dog adgang til Frederiksdal Skov og andre private skove, akkurat som den har adgang til statsskovene. Sådan har det været i mange år. Men offentligheden og dermed også mountainbikere – eller MTB-ryttere – har kun adgang til de veje og stier i den 200 hektar store skov, der fremstår som egnede til at køre på med almindelig cykel.
Sådan står der at læse i naturbeskyttelsesloven. Men hvad er en almindelig cykel, og hvad er egnede veje og stier? Det og mange andre spørgsmål blæser i vinden i Frederiksdal Skov sådan en solskinsdag sidst i maj.
Thomas Nord-Larsen er ikke tvivl. De 300 meter spor og resten af de mere end ti kilometer andre cykelspor, der med tiden er skabt af MTB-ryttere i Frederiksdal Skov, er en slags piratspor. De er ikke egnede til almindelig cykling, og »i hvert fald ikke til, at min far på 74 år kan køre der«, som den assisterende skovrider siger.
Men en ting er Thomas Nord-Larsens far. Noget andet er den skovdrift, som Frederiksdal Gods skal leve af. Den lider under de ikke mindst mange mænd på offroadcykelture. Når de kører på det, som skovrideren ikke betragter som stier og veje, slider de trærødderne, blotter dem og slår huller i træernes stammer. Det betyder, at den luftbårne svampesygdom rodfordærver får adgang til træernes ved og typisk ødelægger den nederste del af stammen. Altså det bedste og mest værdifulde stykke af træet til tømmer.
Men det værste er rodnettet. Rødgraner står ikke særlig solidt plantet i skoven, og bliver deres rødder ødelagt, er de i fare for at vælte. Falder der først et træ i bevoksning, er der mere plads til de andre træer at svaje i, og dermed bliver risikoen for stormfald større.
»Der står måske for halvanden million kroner træer i den her bevoksning,« siger Thomas Nord-Larsen og peger på skoven omkring piratsporet:
»Når den engang skal fældes, vil der uden tvivl være et fraskær pga. rodfordærver.«
Det betyder altså noget for omsætningen?
»Ja, uden dem ville vi have en bedre økonomi,« lyder det fra skovrideren, der også er seniorforsker og skovekspert på Københavns Universitet.
Han møder dagligt MTB-ryttere, der er på afveje i Frederiksdal Skov. Han stopper dem, når han kan, og langt de fleste lytter og følger hans anvisninger.
»De er ikke bøller. Problemet er, at mange af dem ikke har sat sig ind i reglerne. De ved måske ikke engang, at det her er privat skov,« siger han.
Hvorfor anmelder I ikke bare folk?
»Det kan vi ikke. Det er en al for stor opgave,« siger han og skønner, at langt de fleste cyklister kommer i skoven på egen hånd og ikke med organiserede cykelhold.
Han understreger, at det handler om meget mere end penge. Det handler også om de andre skovgæster, om ejerglæde for grevinden og om skovens dyreliv. En natur så enestående, at den er blevet udpeget til Natura 2000-område. Men også en skov, hvor MTB-rytterne formentlig bidrager til, at der er forholdvist lidt vildt.
Det ikke kun i de private skove, der bliver kørt på MTB. Det gør der også i de statslige og kommunale. Ifølge en tæller opsat af Naturstyrelsen i Hareskovene nord for København ved det såkaldte Røde Spor er antallet af MTB-ryttere siden efteråret 2013 skønsmæssigt vokset med cirka 20 procent årligt. Det betyder, at 1.000-2.500 mountainbikere ugentligt passerer tælleren.
Friluftsliv på to hjul er blevet så populært, at Friluftsrådet netop har udgivet »Inspirationskatalog til reducering af konflikter i naturen – mountainbiking«. De private skoves organisation, Dansk Skovforening, håber, at kataloget kan »nå ud til de uorganiserede MTB-ryttere, der givetvis er dem, der giver anledning til de største konflikter«.
Ifølge professor og forsker i danskernes brug af naturen Frank Søndergaard Jensen fra Københavns Universitet fører mountainbikere i skovene dog langt fra til konflikter.
»Men der er generelt to grupper, som andre skovgæster særligt oplever problemer med. Det er mountainbikere og hundeejere med løse hunde. Det er særligt larmen, farten og det, at de dukker op så pludseligt, der bliver opfattet som generende og farligt af andre gæster i skoven,« siger han.
Men mountainbiking er motion, og motion er godt. Ikke mindst i skoven.
»Man kan sige, at det er sammenstød mellem forskellige interesser. Man vil rigtig gerne have folk mere ud i naturen og motionere. Ikke mindst Naturstyrelsen tænker i dag meget i friluftsliv,« siger han:
»Men det er ikke helt problemløst. Det handler jo også om andet end friluftsliv. Tag sådan noget, som at mountainbiking kan forstyrre vildtet i private skove, hvilket i visse tilfælde kan gå ud over jagten, som mange skovejere er afhængige af som indtægt. Det problem er ikke løst endnu,« siger han.
Specialkonsulent i Naturstyrelsen Lars Bendix Poulsen bekræfter, at »det kan være uklart«, præcis hvor cyklister må og ikke må cykle i skovene. Siden 1992 har det været tilladt at cykle i skove på veje og stier, og i 2004 blev det fastslået, at det kun må foregå, hvor det er muligt med en almindelig cykel.
»Sådan har Folketinget besluttet det politisk,« konstaterer han:
»Men hvornår kører man så ulovligt? Jo, det gør man, hvis en almindelig cykel ikke kan køre der. Men det er uklart, indtil domstolene har defineret, hvad en almindelig cykel egentlig er. Alle har en idé om, hvordan en mountainbike eller en almindelig cykel skal defineres. Men det er som sagt domstolene, der må afgøre det, og dermed også, hvornår det er ulovligt at cykle i skoven.«
Således vurderer han, at det sagtens kan være lovligt at cykle på et spor eller en sti, hvis andre har været der lige før og trådt eller kørt stien til, selv om der oprindeligt ikke var et spor der.
Der er dog ingen tvivl om, at cyklister har samme ret til skovens stier, veje og spor som gående. Når gående og cyklister møder hinanden, skal de gående træde til side, men cyklisterne skal samtidig køre efter forholdene.
Mens der i dag er afmærkede mountainbikespor i enkelte privatskove, er der ifølge Lars Bendix Poulsen 40-50 afmærkede spor i styrelsens skove landet over.
»Her og der oplever mountainbikere og andre skovgæster hinanden som besværlige,« siger han.
Nogle steder ender det i konflikter. Der er eksempler på, at der blevet banket søm i trærødder på mountainbikespor i statsskovsarealer i bl.a. Vendsyssel og i Hareskovene. Sidste år oplevede cyklister på Vestfyn, hvordan der var spændt ledninger ud over et spor i en kommunal skov.
Sådan er situationen så langt fra i Frederiksdal Skov. Bare spørg en mountainbiker som Klaus Matzen, der finder tid til en snak med Berlingske, selv om han er på vej hjem til Herlev fra arbejde i Bagsværd. Han plejer at køre ad Det Røde Spor, der for det meste går gennem Naturstyrelsens skove, men også slår et smut på et par hundrede meter gennem Frederiksdal Skov.
Han er endnu ikke stødt på sure skovgæster eller vrede skovfolk, kun en enkelt arrig hund, men han sørger også for at vise hensyn og kun køre på veje og stier.
»Jeg kører ikke ud i veksler eller skovbunden. Jeg sørger for at udvise respekt. Men det er klart, at da jeg begyndte at køre mountainbike, kendte jeg ikke reglerne, som jeg gør i dag,« fortæller han.
Han kører både for sig selv og i mountainbikeklub og kan ikke genkende et billede af »folk, der buldrer rundt«.
»Det er mit indtryk, at de fleste af os viser hensyn,« siger han.
Det er også skovriderens indtryk. Men han efterlyser »et klarere regelsæt«, så alle ved, hvor i skoven cyklisterne må køre.
»Alle velkomne her i skoven. Men de skal vise hensyn,« siger Thomas Nord-Larsen.
