Selv om hans ejer, Ulf Scheibye fra Vedbæk i Nordsjælland, kæmpede for at redde hans liv og klagede til rigspolitiet, måtte labrador-hunden 'Teddy' alligevel lade livet. Kort efter disse billeder blev taget i fredags, blev 'Teddy' aflivet.


I november sidste år bed 'Teddy' en lille hund, under en tur mens den blev passet af Ulf Scheibyes svigerinde. Den lille hund måtte sys med flere sting.  Ligesom schæferhunden 'Thor blev 'Teddy' også dømt til aflivning af Nordsjællands Politi.


Men i modsætning til 'Thor' er 'Teddy' nu blevet aflivet. Han blev hentet hos Ulf Scheibye og opholdt sig i halvanden måned på en hundepension i Nordsjælland, inden han i fredags blev aflivet.

Ulf Scheibye, der er pensioneret generalmajor, ivrig jæger og tidligere jagtbestyrer i Forsvarsministeriet, har ikke lyst til at at stå frem i offentligheden i større omfang, men han vil gerne lægge navn til kritik af den måde, hundeloven bliver forvaltet på.

- Min hund er død og kan ikke komme tilbage, uanset hvad der skrives i avisen. Men kan en omtale vække politikerne til gavn for en ændring af hundeloven jo før jo bedre, tjener det jo et godt formål, siger Ulf Scheibye.

Han har b.la. klaget forgæves til Rigspolitiet over Nordsjællands politis beslutning om at aflive 'Teddy'. Ulf Scheibye mener ikke, 'Teddy' 'skambed' hunden, som Nordsjællands Politi påstår.

- I min vurdering af hændelsen er det vigtigt, at den skadelidte hund A ikke har været i livsfare, og at den er kommet sig fuldstændigt, hvilket fremgàr af dyrlægens udtalelse og forklaringen fra skadelidte hunds ejer.

-  Det fremgár endvidere af forklaringerne, at A var i stand til selv at gå hjem, hvorfra den blev bragt til dyrlæge.Jeg er derfor ikke enig i, at der her er tale om en 'skambidning', skriver Ulf Scheibye i klagen til Rigspolitiet.

Men Rigspolitiet har afvist klagen.
.
- Jeg finder det forkert, at Rigspolitiet ikke modargumenterer mine klagepunkter og bruger denne modargumentation til at afvise min klage. Rigspolitiet gentager alene Nordsjællands Politis begrundelse, som jeg jo mener er forkert, siger Ulf Scheibye, der håber at omtale af 'Teddy's sag kan ændre noget.
 
- Og kan politiet få at vide af politikerne, at de forvalter loven forkert, er det jo endnu bedre, siger Ulf Scheibye.