200.000 personer påvirkes af ulykken. Se her, om det rammer dig.

Tirsdag morgen blev et S-tog afsporet ved Nordhavn Station, og det påvirker togtrafikken voldsomt.

Ulykken kommer til at påvirke omkring 200.000 danskere, som får forlænget deres rejsetid med S-togene.

Indtil videre er det fortsat usikkert, hvornår togtrafikken atter kører normalt, men de foreløbige prognoser fra Banedanmark går på, at S-togene igen kan køre efter planen onsdag morgen.

- Planen er, at S-toget skal fjernes, og så skal vi have kigget nærmere på, hvordan skinnernes tilstand er, men vi regner med, og vi håber på, at trafikken kan genoptages i morgen tidlig, lyder meldingen fra Banedanmarks presseafdeling.

Det er Banedanmark, der står for drift og vedligeholdelse af de danske statsbaner.

Togulykken har skabt store ændringer i køreplanerne hos DSB, og det gælder ikke kun på strækningen nord for Nordhavn Station.

- Det påvirker hele banen, så det har en påvirkning på alle, og det kommer det til at fortsætte med hele aftenen. Langt de fleste vil opleve, at der kører tog med 20 minutters forsinkelse, som stopper på alle stationer. Der kører færre tog, og de kører langsommere, siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.

På strækningen mellem Østerport og Svanemøllen er alle togafgange aflyst, og de er i stedet erstattet af busser.

- Vi har sat togbusser ind. De kører til Svanemøllen, og så fortsætter de til Klampenborg. Busserne kører hver tiende minut, og det fortsætter de med, siger Niklas Marschall.

Her er de seneste trafikændringer, som er offentliggjort på DSBs hjemmeside tidligt tirsdag eftermiddag:

- Der kører i øjeblikket Togbus i stedet for S-tog mellem Østerport og Svanemøllen.

- Der kører Togbusser i stedet for S-tog mellem Østerport og Svanemøllen.

- Togbusserne kører ca. hvert 10. minut mellem Østerport og Klampenborg og standser ved alle stationer.

- Linje A kører ca. hvert 20. minut mellem Hundige og Østerport og igen mellem Svanemøllen og Farum.

- Linje B kører ca. hvert 20. minut mellem Høje Taastrup og Østerport.

- Linje C kører ca. hvert 20. minut mellem Hellerup og Klampenborg. Der kører også Togbus!

- Linje E kører ca. hvert 20. minut mellem Køge og København H og igen mellem Svanemøllen og Hillerød og standser på alle stationer mellem Hellerup og Holte.

- Linje H kører ca. hvert 20. minut og standser på alle stationer.

- Linje F kører efter planen.

Der må i øjeblikket regnes med længere ventetid på mange S-tog.