Aller Media, der udgiver Se og Hør, har fyret tre medarbejdere. Det har koncernens ansatte fredag fået at vide på et orienteringsmøde.

Ifølge BTs oplysninger skulle det dreje sig om journalisten Kasper Kopping, redaktionschef Kim Bretov og en ledende medarbejder i regnskabsafdelingen.

Fyringerne sker efter, at Aller Media i denne uge har modtaget en intern undersøgelse om forholdene på Se og Hør, der blev iværksat, efter BT 28. april kunne afdække, at Se og Hør i flere år havde overvåget kendte og kongeliges kreditkortoplysninger.

BT har tidligere skrevet, hvordan mindst 18 tidligere og nuværende ansatte på Se og Hør har modtaget mails, hvor der bliver nævnt, at ugebladet havde en kreditkortkilde. Hvor mange der reelt svarede på mailsene, er uvist. 

Men BTs artikler fik Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, til i slutningen af april at hjemsende syv nuværende medarbejdere. Desuden blev to ansatte på Billed-Bladet, der tidligere har været på Se og Hør, også hjemsendt.

Nu står det imidlertid fast, at ti medarbejdere i Aller, der har modtaget mail om kreditkortkilden, beholder deres job.

Af de ti medarbejdere er der flere ledende medarbejdere på ugebladet, men hvorfor de tilsyneladende beholder deres job, er uvist.
 
Det forventes, at Aller Media fredag vil offentliggøre dele af den undersøgelse, som bladgiganten iværksatte efter afsløringerne i BT.