Det voldsomme skybrud i hovedstadsområdet lørdag aften fik kedelige konsekvenser for et hav af københavnere. Selv dronnningen.

Majestætens flagstang ligger lige nu som en bunke pindebrænde på Amalienborg Slotsplads. Et lyn slog ned i regentpalæet under uvejret lørdag aften og fik stangen til at splintre.



Og som om det ikke var nok, så var uvejret samtidig skyld i, at strømmen svigtede i regentparrets bolig. Og det er stadig ikke lykkes at få gang i elektriciteten, oplyser hoffets pressechef Lene Balleby søndag eftermiddag.

- De arbejder på at få det til at virke igen, siger hun til bt.dk.

Det betyder altså, at dronningen har tilbragt sin aften og nat på Amalienborg i mørke.

Som sædvanlig tilbringer hun sin sommer på Marselisborg Slot i Aarhus, men hun var i København netop denne weekend i forbindelse med et officielt arrangement fredag og et Tivoli-besøg lørdag, der dog blev aflyst på grund af vejret.

vand


Også regentparrets kælder er berørt af det voldsomme skybrud, der bliver kaldt det værste af slagsen i 30 år. 
 
- Amalienborg har fået sine vandskader, ligesom så mange andre har. Men omfanget er ikke overvældende, for så var jeg nok blevet ringet op, siger Lene Balleby til bt.dk.

Det er især Christian den 7.s Palæ og Christian den 9.s Palæ, der har fået vandskader, mens kronprinsparrets nyrestaurerede bolig er 'mindst hårdt ramt', fortæller pressechefen.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary slap for at opleve det ekstreme sommervejr - de havde travlt med at feste med verdens kendisser til prins Albert og Charlenes bryllup i Monaco.

Det er Slots- og Ejendomsstyrelsen, der har ansvaret for palæerne på Amalienborg og skal udbedre skaderne.