Kaffebaren Espresso House på Christianshavn i København har modtaget en sur smiley samt et bødeforlæg på 10.000 kroner af Fødevarestyrelsen.

Det fremgår af en kontrolrapport, som stammer fra Fødevarestyrelsen besøg hos kaffebaren på adressen Torvegade den 21. juni.

Årsagen til bødeforlægget på de 10.000 kroner og den sure smiley er, at Fødevarestyrelsen under sit kontrolbesøg konstaterede, at kaffebaren i et kølemøbel opbevarede pålæg og andre fødevarer ved for høj temperatur.

I kontrolrapporten har Fødevarestyrelsen bemærket følgende:

’Temperaturer i skuffer i kølemøbler er med luftføler målt til gennemsnitsligt 11,1°c. I skufferne blev der opbevaret skiveskåret hamburryg, skiveskåret parmaskinke samt færdigstegt kylling i skiver mm. Temperaturer er målt med indstikstermometer til henholdsvis 10,5 °c i skiveskåret hamburryg, 9,6°c skiveskåret parmaskinke samt 8,5° c færdigstegt kylling i skiver.’

På produkternes emballage fremgik det, at opbevaringstemperaturen skulle være mellem 5 og 7 grader.

BT har talt med marketingschef hos Espresso House Denmark, Sinne Fill Fredslund, omkring kontrolrapporten.

»Det er selvfølgelig meget beklageligt, og vi påtager os det fulde ansvar for, at vi i denne kaffebar har fejlet. Vi har gjort alt, hvad vi kan for, at det ikke gentager sig,« skriver hun i en mail og tilføjer:

»I dette tilfælde havde vi ved en fejl indstillet montren forkert på 5 grader i stedet for 2 grader. 2 grader er mere hensigtsmæssigt i forhold til at imødekomme svingende temperaturer uden for montren. Og så var vores egenkontrol i den pågældende kaffebar ikke tilstrækkelig. Det har vi selvfølgelig fulgt op på og sat frekvensen for vores løbende temperaturmålinger ekstra op.«

Espresso House er en af de største kaffebars-kæder i Norden og har over 220 kaffebarer i både Danmark, Sverige, Norge og Finland. Kæden har 22 kaffebarer i Danmark og gik tidligere under navnet Baresso.

Læs hele kontrolrapporten her.