Ejendomsmægleren Mette Lykken Bolig er i sidste sekund blevet reddet af en række nye investorer, herunder kendis-mæglerens egen datter.

Det så ellers skidt ud for Ghita Nørby, som i august satte sit og eksgemalen Svenn Skippers fælles hus til salg. Lige før jul gik hendes ejendomsmægler Mette Lykken Bolig nemlig konkurs.

Udover Ghita Nørby har Mette Lykken tidligere repræsenteret kendte danskere, som Casper Christensen og Iben Hjejle samt Janni Kjær.


LÆS OGSÅ:


I en pressemeddelelse fra ejendomsmægleren selv lyder det nu, at konkursen er aflyst. En række personer er kommet mægleren til undsætning.

Det drejer sig ifølge pressemeddelelsen om HjemmeHjælpen A/S, Per Wildbork-Hansen og stifter af Bon Bon Land, Michael Spangsberg og sidst men ikke mindst Mette Lykkens datter Caroline Lykken, som også er ejendomsmægler.

- Den seneste tid har været hektisk, men vi er klar til at tage fat på det nye år med fornyede og stærkere kræfter. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Per og Michael, som vil styrke den finansielle del af virksomheden og bibringe mange spændende ideer, udtaler den erfarne ejendomsmægler via pressemeddelelsen.

Ejendomsmæglerbranchen har lidt særlig hårdt under krisen. Selvom Mette Lykken for et år siden blev kåret som mest effektive ejendomsmægler med en gennemsnitlig liggetid på 82 dage, så formåede hun alligevel ikke at holde firmaet oven vande. Nu får hun endnu en chance med en helt ny ejerkreds i ryggen.