Jensens Bøfhus' nye koncept har fået en del omtale siden en anmelder fra Gastro anmeldte stedet. Det fik kædens direktør, Palle Skov Jensen, til at gå til genmæle i et interview med BT.

Det var Peter Nicolai Gudme Christensen, der anmeldte Jensens Bøfhus nye koncept til madmagasinet Gastro. Han er uddannet kok og journalist, og forsøgte at gå ind til konceptet med et åbent sind. Han er ked af, hvis Jensens Bøfhus’ direktør, Palle Skov Jensen, føler, at anmelderne helt generelt ikke bryder sig om Jensens Bøfhus.

»Jeg har det ikke godt med, hvis Palle tror, vi skriver dårligt om det, fordi vi ikke kan lide Jensens Bøfhus. Jeg forsøgte at komme fordomsfri og bedømme maden. Men selvfølgelig er der et element af, at en anmeldelse skal være underholdende, og det var blandt andet derfor, jeg sammenlignede med en færgeovergang,« siger Peter Nicolai Gudme Christensen.

I anmeldelsen stod der blandt andet at, 'der er lige så meget kærlighed i madlavningen som på en færgeoverfart mellem Gedser og Rostock'. En sammenligning Palle Skov Jensen bestemt ikke brød sig om og kaldte for ‘helt ude i hampen’.

Selvom Peter Nicolai Gudme Christensen erkender, at han og Gastros læsere ikke nødvendigvis er Jensens Bøfhus’ målgruppe, så kan madmagasinet Gastro sagtens lave en anmeldelse af bøfhuset.

»Man bliver nødt til at tage udgangspunkt i, hvad folk forsøger at lave. På Jensens Bøfhus forsøger man at lave en restaurantoplevelse med tre retter. Og vi har forsøgt at forholde os til, hvordan det fungerer, hvis man sammenligner med de andre madtilbud, der er rundt omkring i Danmark,« siger Peter Nicolai Gudme Christensen og tilføjer:

»Kødet var ikke dårligt, men det var heller ikke vildt spændende, og når man slår sig op som et sted, der specialiserer sig i kød, så kan man jo godt drømme om, at kødet ville være glimrende. Det var det bare ikke.«

Madanmelderen Peter Nicolai Gudme Christensens bøf, som var grundlaget for anmeldelsen af Jensens Bøfhus i Gastro.
Madanmelderen Peter Nicolai Gudme Christensens bøf, som var grundlaget for anmeldelsen af Jensens Bøfhus i Gastro. Foto: Peter Nicolai Gudme Christensen
Vis mere

Det er blandt andet faldet Palle Skov Jensen for brystet, at der i Gastros anmeldelse blev skrevet, ‘Fritterne til ribeyen var melede som de kan være det, når de ikke er skåret af kartofler, men støbt af kogt kartoffelmasse.’ Og det vil Peter Nicolai Gudme Christensen godt beklage.

»Jeg har ikke direkte skrevet, at de ikke var lavet af kartofler, jeg har bare skrevet, hvordan de føltes i munden. Og jeg syntes ikke, de var lækre. Så der må jeg så bare sige, ‘det er i orden, Palle. Der har jeg taget fejl.’ Men det var altså ikke nogen mindeværdig pommes frites,« siger Peter Nicolai Gudme Christensen, som altså står ved sin anmeldelse.

Han fortæller dog også, at der er positive ting at berette om bøfhuset.

»Det var meget hyggeligt at være der. Betjeningen var rigtig sød, og der var mange, der hyggede sig. Det er et meget uprætentiøst sted, og der er ikke nogen, der kommer for at vise sig frem, og det kan der være nogle gode ting ved. Men jeg forholdt mig mest til maden. Og man skal ikke forvente, at man får en stor madoplevelse, hvis man tager på Jensens Bøfhus,« siger Peter Nicolai Gudme Christensen.

Andre læser også