Hvorfor laver kvinder trutmund på de sociale medier? En magtdemonstration, et parringsritual eller noget helt tredje. Vær dog naturlige.

Du har helt sikkert set det. Hvis du er en ung kvinde, har du måske endda selv gjort det: Lavet trutmund på en selfie og postet den på de sociale medier. Hver gang jeg møder en trutmund på Facebook, tænker jeg: Hvorfor, min Gud, hvorfor? Jeg har levet i 55 år, og jeg forstår det ikke. Måske netop derfor; fordi jeg ligesom ikke er i trutmundenes målgruppe.

Forleden fredag aften spurgte en af mine kvindelige venner efter en slurk rødvin tankefuldt: ’Hvorfor laver så mange kvinder egentlig trutmund på foto?’ Hun lød som mit åndelige ekkokammer. Men min kvindelige ven er i sagens natur selv en kvinde og burde da om nogen vide det. Hun vidste det bare ikke, min hustru såmænd heller ikke, ingen i selskabet anede det, men vi var rørende enige om, at så ville vi alligevel hellere se Vild med Dans end fjollede trutmunde.

Ikke at kvinderne er fjolser. Jeg ser højtuddannede kvinder lave trutmund til kameraet. Det slog mig mellem to slurke rødvin, at det måske er en form for frigørelse ligesom afbrændte bh’er i 1970erne - en magtdemonstration over for os mænd på samme måde som en vrikkende bagdel i Twerking siges at være det.

Magtdemonstration er bare ikke det første ord, der falder mig ind, når jeg ser en trutmund på Facebook. Scroller man hurtigt ned gennem feedet, kan det ved første øjekast godt ligne en hønserøv, som man får præsenteret - egentligt ikke videre appetitligt, med mindre man finder hønserøve fristende.

Faktisk kan man godt komme til at udstøde et lille angstfyldt skrig, når man endnu en gang overrumples af en aggressiv hønserøv, der er sprunget op og har sat sig lige midt i ansigtet på en smuk kvinde. Får man lyst til at kysse? Ikke rigtigt, vel. Jeg er ellers ret vild med at kysse. Især min dejlige hustru, eftersom mine tre børn er ret voksne – den ældste hiver 230 kg i dødløft - og de synes, at det virker en anelse underligt at blive kysset på pande og kind, som om de stadig var tre år.

Som altid, når jeg er desperat efter et hurtigt svar, greb jeg den fredag aften min iPhone og trawlede gennem internettet for at finde ud af, hvorfor kvinder laver kyssemund, trutmund, hønserøv, eller hvad man nu skal kalde dette krampagtige kropssignal. Jeg fandt ikke det endegyldige svar, men et par bud, der pegede i samme retning. Et par stykker pegede på zoologen Desmond Morris’ bog ’Den nøgne kvinde’, hvori han skriver, at jo rødere og større kvinders læber er, desto mere minder de om kønslæberne, der svulmer og bliver røde ved seksuel ophidselse. Derfor rød læbestift.

Jeg er sikker på, at der et sted derude allerede nu er et par kvinder eller tre, der synes, at jeg er et sexistisk, hvidt, mandligt udyr, alene fordi jeg drister mig til at nævne denne urimelige sammenligning fra en bog. Jeg vil bare sige, at jeg naturligvis ikke selv tror på, at kvinder foto-trutter som en form for parringsritual. Sandheden må være langt mere sofistikeret her i 2016.

Så nu står jeg her og kender ikke sandheden om trutmunden. Men til alle kvinder med fototrutmunde: Jeg vil bare sige, at I ikke skal gøre jer alle de anstrengelser for at være naturlige på en unaturlig måde for min skyld. Jeg kan nemlig bedre lide kvinder, der er sig selv. For det står mere og mere klart, at Vorherre begyndte med at skabe Eva. Naturligvis gjorde han det, han var jo ikke dum. Da han så bagefter fandt et par løse knogler, et haleben og en halvhjerne på reservedelslageret, satte han dem sammen, kiggede i antonymordbogen under betegnelser for det modsatte af kvinde og tænkte, at ’mand’ da alligevel lød bedre end ’Jens’ eller ’Sinke’. Så dér står vi i dag, kære kvinder:

I er smukkere, dejligere og klogere end vi mænd. I er det hele på en gang. Bare ikke, når I laver trutmund på en selfie.

Andre læser også