Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Verden hjemsøges med jævne mellemrum af store og små diller.

Jeg taler naturligvis om den slags fænomener, der opstår ud af det blå, bliver en lokal eller global epidemi og ofte forsvinder sporløst igen.

Tag nu for eksempel min chefredaktør-kollega Jonas Kuld Rathje, som jeg i skrivende stund sidder og stirrer ondt på. Han er hverken forsvundet eller en dille, men han har en. Om et par minutter løfter han igen sin dumme dille op fra bordet, holder den trebenede satan mellem venstre tommeltot og pegefinger og sender den i svimlende rotation med højre pegefinger. En Fidget Spinner hedder den, og en dille er den. Den er – deraf navnet – beregnet til at få de rastløse i verden til at raste. Sådan virker den også på Jonas. Sjælefreden og et saligt smil breder sig over hans ansigt, mens hans dille spinner. Til gengæld driver han mig til vanvid.

Så giv mig for Guds skyld min egen dille og tag Jonas’ fra ham. For andres diller er trættende at se på. Hvis man ikke selv er med på dem. Fidget spinneren er jeg ikke med på, men den vælter ud af den mindste sprække i dilleuniverset for tiden. Nu sidder vores nyhedschef gudhjælpemig også over for mig og synker ind i sig selv med sådan en dims snurrende for sit blik. Der skal laves avis, venner!

Fidget Spinners blev i sin tid udviklet til børn med ADHD, angst og autisme, men har de seneste måneder smittet skolebørn verden over. Den roterende landeplage har fået flere skoler i USA og Storbritannien til at forbyde den i klasselokalerne. Kunne jeg bare forbyde Jonas at snurre med sin. På den anden side ville han nok bare finde en endnu mere irriterende dille.

For diller er ikke en ny opfindelse. Hjulet er en af den slags diller, der blev hængende – hængediller kunne man kalde dem. Der er også alle mainstream-dillerne, yo-yo’en, sjippetovet, hula-hop-ringen. Og klik-klakkerne – to kugler i en snor, hvor man skulle få kuglerne til at knalde sammen over og under hånden. Det var et djævelsk legetøj, der kunne slå granvoksne tyre i knæ og resulterede i, at jeg var blåsort på højre håndled af mine fejlskud. Vi har også de diller, der aldrig rigtigt blev store – mikro-dillerne kunne man kalde dem. Var kendama’en en sådan?

Diller er selvfølgelig drevet af massiv markedsføring, men jeg har også læst legetøjsdirektør Henrik Gjørup fra Fætter BR sige, at modediller kan udspringe og spredes ukontrolleret fra børnene selv. Hver generation har sine nye diller, men internettet og de sociale medier øger muligheden for at få dem til at spredes med lysets hastighed.

Diller skaber et fællesskab, og vi vil alle så forfærdeligt gerne høre til. Skal en dille blive omfattende, må ”kulturbærerne” dyrke den, så andre får lyst til at efterligne dem. Lad mig bare indrømme, at klik-klakkerne i min barndom var en dille, som gjorde mere ondt end godt på mig, men alle andre – også de seje – klik-klakkede.

Tænk at have evnen til at skabe et behov hos millioner af børn verden over. Et behov, som ingen af os – og da slet ikke børnene selv – havde den fjerneste idé om, før de pludselig skriger i kor efter at få en snurrende Fidget Spinner. De kan ikke leve uden.

Men herregud, den er bare en åndssvag dille. Nu snurrer Jonas igen med sin. At han gider. Ligner et stort barn. Bare en åndssvag dille. Hvor lang er inkubationstiden egentlig, hvis man bliver smittet af Fidget-feberen? Min pande virker varm? En enkelt Fidget Spinner kan vel ikke skade? Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at komme med på den her dille. Bare lige prøve den. Man kan faktisk få den til at snurre vildt hurtigt. Hvor er den nærmeste forhandler? For i virkeligheden findes der jo ikke noget bedre end diller.

Hvis bare man selv er med på dem.