Dansk-kurdiske Sara Omars debutroman, »Dødevaskeren«, giver et voldsomt indblik i det kvindesyn, der præger mange muslimske familier. Selv beskriver hun bogen som et kampskrift, der skal gøre op med den massive undertrykkelse.
Du kalder din roman et kampskrift for undertrykte kvinder. Hvad mener du med det?
»Jeg har skrevet denne bog, fordi den er vigtig, og fordi den kun kunne skrives af en kvinde med min baggrund. Jeg har set, oplevet og mærket på egen krop, hvad der sker i mange muslimske miljøer. Jeg tog beslutningen om at udgive den efter nogle selvmordsforsøg. Jeg kom frem til, at den styrke, som verden har brug for, den findes inden i de muslimske kvinder. Vi bliver nødt til at fortælle om vores oplevelser, så danskerne kan forstå, hvorfor vi ikke bare kan komme ind i den verden, I gerne vil have os ind i. I bliver nødt til at sætte jer ned og forsøge at forstå, hvad ondskaben har gjort ved os. I må forstå, hvad vi har i vores bagage. Jeg åbner den bagage og viser det hele frem.«
Du beskriver en verden med stor social kontrol og et enormt kvindehad. Hvor kommer det fra?
»Religionen er en stor del af det. Det er der, vi skal starte. I islam har vi ingen minimumsalder for, hvornår en pige er gifteklar. Det skal ændres. Alt andet er pædofili. Hvis en kvinde bliver voldtaget eller forulempet, bliver skylden placeret hos hende selv. Den skyld og skam skal vi også røre ved. Derudover er incest et rigtigt stort problem i mange muslimske miljøer – både herhjemme og ude i verden. I de muslimske miljøer er der bare aldrig nogen, der taler om det, fordi det at tabe ansigt er værre end døden selv.«
Hvordan har du mærket det?
»Jeg har hele tiden fået at vide, at jeg skulle holde min mund. For nogle år siden forsøgte jeg at få udgivet mine digte på flere mellemøstlige forlag, men deres svar var, at mine ord lugtede af blod, at jeg var en forurening for samfundet, og at det ikke tilkom en kvinde at råbe op. Men det er ikke et valg for mig at holde mund. Jeg ved godt, at jeg risikerer mit liv ved at udgive denne her bog. Det er jeg helt afklaret med. For mig er det en vigtig kamp at tage, så vi kan få nogle sundere og raskere generationer herfra. Det er vigtigt for vores døtres skyld. Ellers reproducerer vi bare ondskaben«.
Det lyder, som om du mener, at udviklingen skal komme fra minoritetskvinderne selv. Er der ikke noget, vi kan gøre som samfund?
»Der er meget, I kan gøre. Samfundet kan blandt andet revurdere, hvor man placerer sine ressourcer. Lige nu er det danske samfund med til at undertrykke de her kvinder ved aldrig at lytte til dem. I taler hele tiden om ligestilling. I taler hele tiden om kvindekamp. Men hvem gælder det for? Det gælder for jer med skandinavisk baggrund. Men der er ingen, der tager vores kampe op. Vi bliver stemplet, kigget ned på og nedgjort. Vi bliver reduceret til nogle eksistenser uden talenter og evner.«
Forholdene i de muslimske miljøer er konstant til debat. For nylig fik vi et burkaforbud. Er det vejen at gå?
»Kvindetildækning er noget, mænd har bestemt med den undskyldning, at de vil beskytte kvinden. Men det er undertrykkende, for enhver kvinde vil have retten til at bestemme selv. Men derudover synes jeg, at det er gået galt i den politiske debat. På venstrefløjen tager man alt for meget hensyn til minoriteterne. Det er godt ment, men de hensyn gør os en bjørnetjeneste. Og på højrefløjen bliver holdningerne blæst ud i det absurde. De tør godt tage kampene, men de gør det ikke for at støtte os. De gør det for at nedgøre os. For at sende os hjem.«
Du er meget kritisk over for islam. Er dette et opgør med religionen?
»Jeg benægter ikke, at der findes en Gud. Jeg betragter mig selv som muslimsk agnostiker. Dem, jeg kritiserer, er mennesker, der har fordrejet Guds ord, hvis det overhovedet er Guds ord. Det er mennesker, der retfærdiggør deres handlinger med Allah. Og jeg taler ikke om Islamisk Stat eller om ekstremister. Jeg taler også om det, der foregår i mange almindelige familier. Men hvis Allah har skabt mig, har han også gjort mig til den kvinde, der tør stille kritiske spørgsmål ved tingene. Muslimske kvinder bliver straffet med ordets magt, og nu må vi bruge ordene til at ændre tingene. For ord har magt. Og den magt har jeg fundet. Og der er ingenting i denne her verden, der skræmmer mig længere.«
