Søndag er der indkaldt til hastemøde i Aarhus, hvor parter vil diskutere omstridt moskés påvirkning på byen.

Aarhus: Efter TV2-dokumentarserien "Moskeerne bag sløret" indkalder aarhusiansk rådmand nu til hastemøde mellem aktører i kommunen.

I dokumentarserien har danskere blandt andet kunne se imam Abu Bilal fra den aarhusianske Grimhøj-moské, belære tilhørere om, hvilke blodige straffe - herunder stening - koranen dikterer ved blandt andet utroskab.

En lære som bekymrer den radikale leder i Aarhus og rådmand for kultur og borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, der har indkaldt til møde søndag klokken 13.00 mellem en række lokale foreninger og aktører i Gellerup og Aarhus Vest.

»Jeg har indkaldt til mødet for at tale med dem om det, der er kommet frem i TV2s udsendelser, så Gellerupparken og området kan blive ved med at udvikle sig i en positiv retning. Udtalelserne i programmet kom bag på mig, især det om, at hvis en kvinde bliver udsat for vold af sin mand, så skal hun ikke henvende sig til politiet,« udtaler Rabih Azad-Ahmad til BT.

Han fastholder sin støtte til en stormoske i Gellerupparken, og påpeger over for BT samtidig, at den lokale Venstre-politker Benjamin Simsek skal slå koldt vand i blodet. V-politikeren har ellers forslået, at planerne om en stormosken i Gellerupparken skal sløjfes.

På mødet vil man drøfte fremtiden for en planlagt stormoské i området, ligesom man vil drøfte, hvordan man undgår, at de belastede boligområder i Gellerup og Aarhus Vest bliver påvirket negativt.

- Der er ingen tvivl om, at de meget kontroversielle udtalelser, som er kommet frem i TV2-programmerne, giver anledning til bekymringer, som der bør handles på straks, skriver Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.

I meddelelsen skriver rådmanden, at Gellerupparken i byen ellers er i en positiv udvikling, hvilket man blandt andet har kunne se på et fald i kriminaliteten.

En udvikling man ikke bør spille hasard med, lyder det.

Dokumentarserien, hvor der bliver filmet med skjult kamera i moskeer i Aarhus, har vakt stor debat og medført kritik fra en stribe folketingspartier.

Ud over udtalelser om stening, ser man i serien foredragsholdere i Grimhøj-moskeen rådgive muslimske kvinder om, hvordan de skal slå deres børn, hvis børnene ikke vil bede.

En foredragsholder i Grimhøj-moskeen fortæller også, at det ifølge koranen er forbudt for muslimske kvinder at arbejde sammen med mænd.

Formanden for Grimhøj-moskeen understreger, at man er parat til dialog.

»Vi skal lytte til, hvad Rabih Azad-Ahmad og andre har at sige. Bagefter vil vi sige, hvad vi mener om det,« siger forklarer Oussama El-Saadi.

/ritzau/