Efter mange års kamp med først eksmanden, siden det pakistanske moskémiljø og nu den danske statsforvaltning er 40-årige »Sheila« brudt ud af sit socialt kontrollerede arrangerede ægteskab med en fundamentalistisk pakistansk fætter. I dag har hun mistet troen på både imamerne og den danske stat.
Da »Sheila« endelig havde fået trumfet skilsmissen igennem, var det første »Hassan« gjorde at line deres tre døtre op på række og spørge, hvem de ville bo sammen med? Pigerne kiggede skiftevis forvirret op på mor og far, indtil »Hassan« med alvorlig mine forklarede, at hvis de valgte moren, ville de aldrig blive gode piger og gode muslimer, men blive brændt i helvede ligesom hende.
»Sheila« sukker.
Det tog 15 år for den 40-årige kvinde med pakistanske rødder at komme ud af sit voldelige ægteskab. I dag mødes hun med Berlingske for at fortælle sin version af den historie, som de seneste ugers debat om de fundamentalistiske dele af det danske moskémiljø i TV 2s udsendelser »Moskeerne bag sløret« har kredset om: Hvordan de muslimske kvinder, som falder i kløerne på en voldelig ægtemand, bliver rådgivet og behandlet i landets moskeer.
Og den er ikke opløftende.
»Det nytter ingenting at gå til imamen, for han vil altid holde med manden. Men man kan heller ikke være sikker på at få hjælp fra statsforvaltningen, for de ved ikke, hvordan de skal håndtere sager med så mange kulturelle og religiøse aspekter,« siger »Sheila«.
»Der er en pris for alting i det fundamentalistiske moskémiljø. Og det er altid kvinden, som skal betale.«
Fætteren fra Pakistan
»Sheila« og »Hassan« hedder noget ganske andet, men hun har betinget sig at optræde under andet navn for at fortælle sin historie.
Den lyder kort fortalt sådan her:
Den nu 40-årige kvinde er født i Danmark af pakistanske forældre i en familie, hvor alle er veluddannede. Hendes opdragelse var præget af pakistanske skikke og moderat islam. Hun havde ingen kærester og skulle plage sin mor om at komme på lejrtur. Men hun har aldrig følt sig kontrolleret og betegner sin opvækst som »stille og rolig, som den nu er i vores kultur«.
Da hun var 22 år og halvvejs igennem sine studier, fandt moderen en mand til hende: En fætter fra den landsby, som Sheilas familie kommer fra. Det var i 1990erne, hvor arrangerede ægteskaber stadig var almindelige.
»Sådan var det dengang. Jeg tænkte, at min mor havde set mere af verden og derfor havde styr på det. Det eneste, jeg spurgte om, var, om han ville tillade, at jeg studerede, og da han sagde ja til det, var det også OK for mig.«
Men da Hassan kom til Danmark, ville han alligevel ikke have at hun skulle læse på universitetet. Selv havde han kun en 10. klasse og en bonuseffekt ved ægteskabet var, at han skulle sende penge tilbage til familien i Pakistan. Derfor havde han brug for, at Sheila tjente penge.
»Det var der, konflikterne startede. Han mente ikke, jeg var den rigtige kone for ham, fordi jeg ikke lystrede. Han ville have, at jeg skulle være mere traditionel. Mere muslimsk, mindre dansk. Og han var stor modstander af, at jeg skulle få en finere titel end ham, for han ville ikke være kendt som »Sheilas mand«.«
Forsøgte at gå med burka
Sheila insisterede på at fortsætte studierne, men prøvede alligevel at »tilpasse« sig Hassans stadig mere omfattende religiøse ønsker.
Hun prøvede at dække sig til og gå med burka. Når de besøgte hans venner præsenterede hun sig ydmygt og helligt som Hassans kone. Hun kom i moskeen på den københavnske vestegn og bad fem gange om dagen - noget, hun aldrig i sit liv havde gjort før.
Om aftenerne og i weekenderne fik de besøg fra den lokale imam og de andre fra bestyrelsen i den pakistanske moske. Kvinderne, som stod i køkkenet, fik tildelt diskussionstemaer, men måtte kun udtale sig med mændenes godkendelse. Hassan plejede at prale med, at de ingen danske kanaler havde på TV’et, fordi han repræsenterede et helligt, pakistansk-islamisk hjem.
»Det hele skulle gøres efter hans fundamentalistiske ideer. Jeg skulle bede og læse koranen på en bestemt måde. Ting, som jeg slet ikke forbinder med min religion. Men det fungerede ikke for mig at bære tørklæde og jeg kunne ikke holde ud at komme i den moske, han kom i. Da vores døtre blev født, begyndte volden for alvor, for hans største skræk var, at vores piger skulle blive ligesom mig,« siger Sheila.
Hun drikker Fanta og taler i et afdæmpet toneleje. Set i bakspejlet kan det virke besynderligt, at det tog hende 15 år at samle mod til at komme ud af ægteskabet.
»Men når man er gift i familien handler det om at holde sammen. Da jeg fortalte min mor og søster om volden, var deres råd, at jeg bare skulle gøre, hvad Hassan bad om og så skulle det nok blive bedre. Det vigtigste for dem var at holde på ægteskabet, så jeg ikke bragte familien i skam.«
Kampen for islamisk skilsmisse
Til sidst gik Hassan med til at få en dansk skilsmisse. Men han ville ikke skilles på islamisk manér.
»Men jeg var nødt til at have den islamiske skilsmisse, så han ikke længere kunne gå rundt og sige, at jeg var hans kone. Og for at lukke munden på min familie, der insisterede på, at jeg skulle give det endnu en chance. Uden den kunne jeg ikke løsrive mig og komme videre med mit liv,« siger Sheila.
Derfor tog hun til en af hovedstadens største moskeer for at bede imamen om en religiøs blåstempling af den danske skilsmisseattest. Men imamen afviste hende med budskabet om, at hun skulle henvende sig til en fra det pakistanske miljø i stedet.
Den pakistanske imam ville dog heller ikke give Sheila, der på det tidspunkt var 39 år, skilsmissepapirerne uden en tilladelse fra hendes familie, som jo ikke billigede bruddet. Efter fem måneders tovtrækkeri og en samtale med eksmanden, Hassan, vendte imamen dog tilbage til Sheila med sine betingelser: Han ville gerne udstede skilsmissen, men kun hvis Sheila opfyldte Hassans krav om at afgive forældremyndigheden over deres tre døtre. Ifølge sharia tilfalder børnene manden ved en skilsmisse, og det var nu engang ægteskabets pris.
Den tredje imam, hun opsøgte, som var mere moderat og havde større indsigt i både religion og det danske samfund, var heldigvis langt mere samarbejdsvillig. Det tog ham fem minutter at lave papirerne og ringe til både Sheilas eksmand og familie og sætte dem på plads: Når parret var dansk skilt og ikke boede sammen, var de jo de facto gået fra hinanden - også ifølge Sharia, pointerede han.
Statsforvaltnings-sharia
Men så snart kampen for den islamiske skilsmisse efter et års besøg hos forskellige imamer var overstået, begyndte en tilsvarende med det danske system. Til Sheilas store overraskelse besluttede statsforvaltningen nemlig, at det var faren, der skulle have den fulde forældremyndighed, og at børnene fik adresse hos ham. Årsagen var, at børnene selv havde ytret ønske om det.
»Men han havde jo skræmt livet af dem!« siger Sheila. »Med alle sine historier om religion og helvede, og at jeg var en dårlig muslimsk mor.«
Sheila har over for retten forklaret, at hun er bekymret for børnene. Efter at de er flyttet hjem til faren, har døtrene ifølge hende fået større fravær, de er blevet dårligere i skolen og mere syge. Den yngste datter på fem er begyndt at gå med tørklæde. Den ældste datter på dengang 14 år blev imod morens vilje sendt på islamisk opdragelsesskole.
Hassan har i en årrække arbejdet som taxachauffør, men er i dag arbejdsløs. Han taler ikke særligt godt dansk og har haft tolk i hele sagsforløbet. Ifølge den forklaring, han har afgivet til retten, og som Berlingske er besiddelse af, ønskede deres 14-årige datter selv at studere på den islamiske skole i England. Han fortæller også, at den femårige selv bad om at få tørklæde på. Han fastholder, at han ikke er fundamentalistisk og ikke begrænser pigerne i at gå til nogen aktiviteter efter skole. Han anerkender, at han ikke er god til dansk, men siger, at pigerne hjælper hinanden, og mener at moren stresser dem, når hun insisterer på at hjælpe dem med lektier.
I dag bor Sheila for sig selv i en fireværelseslejlighed, har en videregående uddannelse og fuldtidsjob. Hun ser sine døtre hver anden weekend, men kæmper stadig for at få lov at se dem mere.
»Jeg ved ikke længere, hvor jeg skal gå hen,« sukker hun.
»Jeg troede, at det danske system skulle understøtte integration og hjælpe kvinden, mere end moskeerne gør. Men afgørelsen, jeg har fået herfra, er helt efter klassiske sharia-domme.«
