BT stormer frem på mobilen - og i dag præsenterer vi et helt nyt og lækkert mobilsite

I morges fik de mange, der også læser BT på deres mobiltelefon, en helt ny oplevelse.

Klokken 9.00 lancerede vi nemlig en ny og bedre udgave af mobilsitet, som sikrer, at du får det fulde udbytte af BTs nyheder. Uanset hvor du befinder dig.

Hurtigere overblik, smartere navigation, bedre brug af billeder og en tættere integration med video og billedserier er blandt de nøgleord, teknikere og designere har arbejdet med.

Gennem de seneste måneder har de knoklet for at blive klar, så oplevelsen af det nye mobilsite bliver helstøbt og gennemtænkt.

Mobilsitet er blevet mere brugervenligt, f. eks. ved at udnytte mulighederne for at 'swipe' i vandrette lister, så du nemt kan finde frem til det, der interesserer dig - hvad enten det er de seneste nyheder fra Christiansborg eller lidt uforpligtende underholdning fra BTs 'Utroligt men sandt'-sektion.

Men mobilsitet er mere end bare en præsentation af de seneste artikler. Det kan faktisk tænke selv.

Præcise nyheder til dig

Så snart du har besøgt BT på mobilen et par gange, vil du måske lægge mærke til, at du oftere får øje på artikler, der passer præcis til dine interesser. Det er ingen tilfældighed.

Mobilsitet lægger nemlig mærke til, hvad du oftest klikker på - hvad enten det er artikler om fodbold, kriminalnyheder, artikler om motion eller måske gossip-artikler - og giver dig derefter et forslag til en personlig sammensætning af historier.

Dermed har BT fået et mobilsite, som ikke bare er tidssvarende, men som peger et stykke ind i fremtiden, når det handler om at servere nyheder på de digitale medier.

Du behøver dog ikke at være bange for at gå glip af andre historier, for de 'personlige' artikler er samlet, så du hele tiden har det fulde overblik over nyhedsstrømmen.

Tordner frem på mobilen

Vi har glædet os til at præsentere vores nye 'baby', for vi ved, at der er rigtig mange til at tage imod nyskabelsen. BT på mobilen er nemlig en eksplosiv succeshistorie.

I det seneste halve år er antallet af læsere så godt som tredoblet, så der nu er næsten seks millioner besøg på BTs mobilsite hver måned.

Samtidig er der knap to millioner besøg på BTs apps til de forskellige typer smartphones. Det gør BT til Danmarks næststørste nyhedsleverandør på mobilen - med klar afstand til efterfølgerne. I en tid, hvor man som ansat i nyhedsbranchen godt kan blive lidt trist over at læse avisernes oplagstal, er det dejligt, at der også er klare lyspunkter og store succeser, som vi kan fejre.

Vi ses i din mobiltelefon.