Henrik Gulbæk Søborg vil en dag ende som et af ligene på Panum Instituttet. Han håber, at lægerne vil kunne bruge ham til at blive klogere på menneskekroppen.

Lige nu er der masser af liv og aktivitet rundt omkring os. Højt oppe indtager skiftende V-formationer af skræppende grågæs eftermiddagsskumringen på den forblæste himmelvej mod natlogiet. Inde i varmen i det røde træhus smiler hustruen, de fem fælles børn, ni børnebørn og to oldebørn tilbage fra billedrammerne på væggene. Pekingeserne Agnes og Nelly vimser rundt på gulvet, skiftevis bjæffende og gnaskende i en gummiburger og en tøjko.

Men en dag vil Henrik Gulbæk Søborg ikke være her på bunden af den udtørrede Lammefjord til at holde øje med hunde­kunster, fugletræk og rollinger. Til den tid ved den 57-årige fleksjobber godt, hvad der skal ske med ham.

»Jeg har gået og tænkt på, hvad jeg kunne gøre ved alt det med min sygdom, så andre ikke kommer til at opleve alt det, jeg har været igennem. Derfor vil det glæde mig, hvis lægerne kan bruge min krop til at finde ud af, hvordan fanden man bekæmper den her sygdom, så andre ikke skal få den. Først blev jeg organdonor, og så fandt jeg ud af, at man også kan donere sit kadaver – eller sit afsjælede legeme, hvis jeg skal sige det pænt,« fortæller Henrik Gulbæk Søborg.

Han er en af de danskere, der har meldt sig til Panum Instituttet som donor af hele kroppen til uddannelse og forskning. Henrik Gulbæk Søborg traf beslutningen for over 20 år siden.

De kaldte mig »kludetæppet«

Sygdommen er han født med. Den blev opdaget, da han var seks år, da man på det tidspunkt både kunne se og mærke de knuder, der voksede ud fra hans knogler. »Exostose« eller bare »knuder«, som Henrik siger, satte sit præg på hans barndom.

»Jeg blev opereret mindst én gang om året, fra jeg var seks år, til jeg var et par og tyve. Du kan se, jeg har to store ar her,« siger han og løfter den ene arm.

»Jeg er blevet opereret utallige gange i knæene, to gange i hvert lår, og jeg er opereret ved anklerne og ved skuldrene. Du kan se, hvor grimme mine ar er. I dag er jeg misformet, min venstre arm er tre centimeter kortere end den højre, så jeg har et kronisk slid på min ryg,« fortæller han.

Alligevel omtaler han operationerne og indlæggelserne på Rigshospitalet som en ferie. Et kærkomment afbræk fra den barske hverdag på Rødkilde Skole i 1960erne.

»Jeg fik ar på sjælen. Sygdommen gjorde, at jeg blev mobbet, så det bragede. Hvorfor? Der var ting, jeg ikke kunne, som de andre kunne. Jeg var hele tiden væk for at blive opereret, og jeg havde grimme ar alle vegne. »Kludetæppet«, kaldte de mig. Og lærerne var med i det.«

»Det har været med til at forme mig og de beslutninger, jeg har taget. Jeg blev så hårdt mobbet i skolen, at jeg betragtede det som en ferie at komme under kniven. På hospitalet var der ikke nogen, der var efter mig. Der prøvede de at hjælpe mig.«

»De tager bare, hvad de skal bruge«

Hvad er det så for en krop, lægerne og de lægestuderende på Panum Instituttet en dag vil få på briksen? De vil finde ar efter exostose og struma, og de vil finde spor efter astma, alskens allergier og psoriasis.

»Det har sat sig inde i mig, at hvis de får min krop, så kan de måske finde ud af, hvordan jeg har fået de her knuder, de kan undersøge mine knogler og finde ud af, hvorfor mine knogler er så tordnende stærke, og måske kan det bruges til at hjælpe folk med knogleskørhed. Jeg kan godt se fidusen ved donation. Det ville glæde mig, hvis jeg blev den sidste til at have den her gigantiske samling af arvelige sygdomme,« siger Henrik Gulbæk Søborg.

Men ved han, at han på Panum Instituttet ender på en briks og bliver undersøgt i stumper og stykker? Og ved han, at hans hoved måske bliver savet af, og det samme med hans arme og ben?

»Ja, ja, de tager bare, hvad de skal bruge. Når de er færdige med at bruge mig, gemmer de hver en stump, og det hele bliver puttet tilbage i min kiste, og så vil jeg kremeres og i fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård. Der ligger det meste af min familie. Alt bliver respekteret. Jeg synes, det er så fornemt,« siger Henrik Gulbæk Søborg.

»Det eneste, jeg ikke kan lide ved døden, er at tænke på, hvad der sker med alle mine minder og alt det, jeg har oplevet. Hvor bliver det af? Det kan ikke være meningen, at det bare forsvinder. Man må leve videre på en eller anden måde. Men kroppen? Kroppen er bare et tomt hylster.«

Henrik Gulbæk Søborgs krop ender på Panum Instituttet, når han er død, så læger og medicinstuderende kan bruge kroppen til forskning og uddannelse. »Jeg er ikke bange for at dø, kun ked af at miste livet.«
Henrik Gulbæk Søborgs krop ender på Panum Instituttet, når han er død, så læger og medicinstuderende kan bruge kroppen til forskning og uddannelse. »Jeg er ikke bange for at dø, kun ked af at miste livet.«
Vis mere