Tirsdag faldt dommen i Brønderslev-sagen. 37-årige Tina Eva Jensen og 42-årige Harry Antoft Larsen blev dømt til henholdsvis fire års fængsel og forvaring på ubestemt tid, for vanrøgt, mishandling, vold og indespærring af deres 10 børn.

Desuden blev Harry Antoft Larsen dømt skyldig i sexovergreb mod sin egen datter og en yngre steddatter.

Alligevel støtter Harry Antoft Larsens far, 74-årige Bent Flemming Larsen fortsat sin søn og svigerdatter, som han har besøgt i fængslet.

- De var begge meget trykket over situationen. Jeg har ikke haft kontakt med Harry efter dommen. Jeg har haft lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal komme i kontakt med ham. Så jeg ved ikke, hvordan han forholder sig til dommen. Men han har det ikke så godt, siger Bent Flemming Larsen til bt.dk.

Han understreger, at han fortsat er der for sin 42-årige søn, der er blevet dømt til forvaring på ubestemt tid.

- Nu skal jeg støtte min søn. Det tror jeg da, enhver forældre ville gå ind og gøre. Man kan ikke forvente, at man som forælder fuldstændig slår hånden af sin søn. Jeg har ikke lyst til at tage stilling til hvem, der er skyldig eller ikke skyldig. Der kommer jo en tid efter.

Bent Flemming Larsen har tidligere overfor bt.dk udtrykt tvivl om sandheden i børnebørnenes beskyldninger, men nu ser han lidt anderledes på sagen:

- Jeg har taget dommen til efterretning og har ingen kommentarer til den. Nu må vi jo se, hvad Harry får ud af at anke dommen. Der er ingen der rigtigt ved, hvad der er op og ned. Men nu tager jeg dommen til efterretning, for hvis ikke retten har dømt rigtigt, er vi jo ude i noget forfærdeligt noget, fortæller Bent Flemming Larsen, som mener, at sønnen blev væk fra domsafsigelsen, fordi han ikke kunne klare presset.
 
Samtidig føler bedstefaderen med sine børnebørn og han ønsker ingen andre børn skal opleve det samme. Han håber desuden, at kommunen bliver bedre til at tage sig af sådanne sager.

- Det, man kan lære af denne sag er, at man skal stoppe det, når man får mistanke om det, siger Bent Flemming Larsen, som de senere år ikke har haft så meget kontakt til familien i Brønderslev, fordi han også selv har haft meget at spekulere på, bl.a. da hans samleverske blev fyret.   

Men fremover vil Bent Flemming Larsen støtte sin søn.

- Jeg kunne absolut ikke have gjort noget anderledes i min opdragelse af Harry. Jeg havde jo ikke mulighed for at forudse, hvad der ville ske. Jeg har aldrig haft en anden opfattelse end, at Harry var en helt almindelig dreng og mand.