Antallet af bøder stiger i det danske samfund, men på gaderne i Frederiksberg Kommune dæmper man stigningen med sund fornuft i parkeringsbåsene.

Jørgen Smedegaard løfter en Ticketman ned fra væggen. Han putter den nænsomt i bæltetasken og lukker velcrobåndet. De blå, dymoagtige maskiner udskriver omkring 40.000 parkeringsafgifter om året i Frederiksberg Kommune. Men det gøres med velovervejet omhu.

»Her bliver bøderne givet ud fra en personlig vurdering,« siger Jørgen Smedegaard, som har været parkeringsvagt i 11 år.

Frederiksberg Kommunes parkeringsvagter adskiller sig fra mængden på et ret centralt punkt. Her har man nedfældet et etisk kodeks, der skal signalere, at parkeringsvagter ikke blot er bødetørstige gademonstre.

»Vi er meget interesserede i at have et servicegen frem for et hårdhændet kontrol-image. Vi er her jo for at gøre en indsats for borgerne, og hvis vores image er dårligt, falder det tilbage på os selv,« siger parkeringsleder i Frederiksberg Kommune, Poul Eldrup, der kan konstatere, at antallet af parkeringsafgifter har holdt sig på et stabilt niveau, siden de etiske retningslinjer blev formuleret.

Kassevogn og Fiat 500

I de eksklusive gader vest for Søerne har Jørgen Smedegaards Ticketman netop printet dagens tredje parkeringsafgift. En sølvfarvet Volkswagen har ingen p-billet. Men før han kiler girokortet ind mellem vinduesvisker og forrude, tænker Jørgen Smedegaard på parkeringskorpsets etiske regelsæt, der siger, at han som parkeringsvagt skal overveje, om han selv ville »finde det o.k. at få afgiften«.

Jørgen Smedegaard er parkeringsvagt i Frederiksberg Kommune. Her arbejder p-vagterne efter et sæt etiske retningslinjer, hvor de i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om det er rimeligt at give en p-bøde – også selv om reglerne utvetydigt er overtrådt.
Jørgen Smedegaard er parkeringsvagt i Frederiksberg Kommune. Her arbejder p-vagterne efter et sæt etiske retningslinjer, hvor de i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om det er rimeligt at give en p-bøde – også selv om reglerne utvetydigt er overtrådt. Foto: David Leth Williams
Vis mere

En hurtig scanning med Ticketman’en afgør, at folkevognen har en dårlig sag, og Jørgen Smedegaard kan sikkert føre plastikchartequet ind under viskeren. Det handler om at udføre sit arbejde på en fair måde, og etiske retningslinjer er kun en fordel, mener Jørgen Smedegaard.

»Jeg synes, det er rart at have etiske regler i den måde, vi skal håndtere vores job. Ellers kan det kan hurtigt blive uskønt. Jeg tænker altid for mig selv: Hvor nødvendigt er det egentlig at give den her afgift. Loven siger jo, at man kan give en afgift, men man skal ikke,« siger han og giver et eksempel.

»Hvis en kassevogn eksempelvis holder inden for ti meter af et kryds og spærrer udsynet for bilister, så skriver jeg en bøde. Men hvis det er en lille Fiat 500, så vurderer jeg, at den godt kan holde tættere på uden at være til gene for nogen,« siger han.

FDM: »Rigtig god idé«

Hos Foreningen for Danske Motorejere, FDM, er man meget tilfreds med, at man som kommune bekender kulør med et etisk regelsæt. For selv om bilejernes klager fortrinsvis drejer sig om de private parkeringsfirmaer, giver Frederiksberg Kommunes tiltag en større troværdighed blandt bilisterne.

»Vi synes, det er en rigtig god idé. Det er godt at stikke en finger i jorden og tænke over, hvor streng en profil man vil have som kommune. Det skulle gerne være sådan, at bilisterne oplever, at parkeringsvagternes arbejde giver mening,« siger Dennis Lange, jurist hos FDM med ansvar for parkeringsområdet.

Han mener, at flere kommuner burde gøre det samme:

»Jeg tror, at medarbejderne i højere udstrækning ser det som noget validt, når det etiske regelsæt er skrevet ned. Det gør det meget nemmere at forholde sig til. Ligesom på mange andre arbejdspladser,« siger han.

Bedre omdømme

Nede på gaden håber Jørgen Smedegaard, at parkeringsvagternes omdømme forbedres med formuleringen af en klar arbejdsmoral. For på trods af de gode hensigter er parkeringsvagters omdømme i offentligheden stadig ikke forbundet med fornuft og etisk sans.

Der bliver uddelt flere og flere bøder i DK. Parkeringsbøder udgør en stor del af dem. på Frederiksberg forsøger man at få vagterne til at tænke sig om en ekstra gang, før de uddeler en bøde. "Ville jeg selv synes, det her er fair", skal de tænke.
Der bliver uddelt flere og flere bøder i DK. Parkeringsbøder udgør en stor del af dem. på Frederiksberg forsøger man at få vagterne til at tænke sig om en ekstra gang, før de uddeler en bøde. "Ville jeg selv synes, det her er fair", skal de tænke. Foto: David Leth Williams
Vis mere

En ting, Jørgen Smedegaard oplever i sit daglige arbejde, hvor psykisk robusthed synes at være en del af jobbeskrivelsen.

»Det er nok mest »bøsserøv«, der bliver råbt efter os. Og oftest kommer det jo fra nogen, vi aldrig har været i nærheden af med en afgift. Jeg kunne sagtens have fundet et job, der ikke var så udsat, men jeg kan godt lide mit job og den frihed, man har,« siger han og fortsætter gennem parkeringsbåsene.

Lidt senere finder han en stor kassevogn, som holder 7,5 meter fra et kryds. Langt under de påkrævede ti meter.

»Jeg lader ham slippe, fordi den ikke er til gene for nogen, men jeg kunne sagtens forsvare at give en afgift. Jeg får det bare dårligt med mig selv, hvis jeg skriver afgifter til noget, jeg ikke har det godt med. Hvis jeg blev ved med det, ville jeg få det småskidt på et tidspunkt,« siger Jørgen Smedegaard og lader Ticketman’en blive i lommen.