Flere hundrede mennesker deltog i mandag aftens spontane blomstertogs-demonstration i København i solidaritet med det norske søsterfolk.

Et lille norsk flag er sat fast med sin plasticstang i en lygtepæl foran Caritas-springvandet på Gammeltorv i København. Det er endnu en dag i solidarisk sorg med det norske søsterfolk, for 'Cph <3 Oslo', som det forkyndes med Facebook-hjertetegn på et lille hjemmegjort A4-opslag på lygtepælen.

Det er ikke en dag med guldæbler, der springer i glæde i brøndens vandstråler. Det er en dag med roser i cellofan fra tanken og chrysanthemum med blå-rød-hvide bånd om hjemme fra haven. En dag, hvor danskere i hundredevis endnu en gang møder op for at vise deres sympati og dele sorgen.

- Der var ikke andet at gøre end at arrangere dette blomstertog. For at vise at vi tager vare på de værdier, der har så stor betydning for os, siger Bjørn Boman Rinde, der byder velkommen over det interimistiske højttaleranlæg med et 'Kære medmennesker'.

Han er en ung norsk studerende i København, der sammen med andre nordiske studerende to initiativ til 'blomstertoget' efter bombningen i Oslo centrum og nedskydningen på Utøya.

Så langt væk - og alt for tæt på

Rygtet om manifestationen har spredt sig på Facebook, og langsomt og stille samles folk på Gammeltorv med deres blomsterbuketter. Det er stadig så svært at begribe, det der er sket. Det er langt væk - og alligevel så alt for tæt på.

Det er godt at kunne samles om at udtrykke sin medfølelse og endnu engang knibe en tåre. Alle dem, der kan huske præcis hvor de var og hvad de lavede, da nyheden ramte, som den 28-årige DSUer Ane Halsboe-Larsen sagde i sin korte tale.

- Lad vores svar på denne uhyggelige tragedie stå fuldstændig tindrende klart, sagde hun.

- Selv det voldsomste angreb, selv den mest kujonagtige fremgangsmåde kan og vil ikke knække os. Vores engagement fortsætter. Vores insisteren på tolerance og dialog bliver ikke mindre. Tværtimod.

- Det er et angreb på alle os, der tror på demokrati og fællesskab, sagde Ane Halsboe-Larsen, mens hver enkelt på torvet nikkede og enkelte begyndte at klappe, inden de forsamlede i et laaangt optog stille gik mod den norske ambassade for at forøge det blomsterhav, der er vokset frem på fortovet i Amaliegade siden fredag aften.