OPDATERING: Onsdag eftermiddag valgte chefredaktør Poul Madsen, at sende redaktionschef på tvungen ferie. Læs historien her.

Det får ingen job-konsekvenser for redaktionschef på Ekstra Bladet Lise Bondesen, der indtil for et år siden var nyhedschef på Se og Hør, at hun, ifølge bogen ’Livet, det forbandede’, har været fuldt vidende om og en medvirkende årsag til, at ugebladet også efter News of the World-skandalen i England, fortsat fik oplysninger fra ’tys-tys-kilden’.

Det fortæller Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Poul Madsen, til BT.

Ifølge bogen holdt daværende chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsen, en tale for medarbejderne, hvor han forklarede, at det var for farligt at fortsætte brugen af oplysningerne fra ’tys-tys-kilden’. Men Lise Bondesen opfordrede, ifølge bogen, Kim Henningsen til at fortsætte med at bruge kilden, men blot holde det i en snæver kreds.

Men Poul Madsen, der ikke vil udtale sig om de samtaler, han og Lise Bondesen måtte haft om bogen, har dog stadig tiltro til Lise Bondesen:

Fuld tiltro

- Da Lise begyndte på Ekstra Bladet, talte vi nøgternt igennem, hvad spillereglerne er på Ekstra Bladet. Ikke fordi jeg havde fantasi til at forestille mig, at det her kunne være sket på Se og Hør, for det er først gået op for mig efter at have læst BT de seneste dage. Nogle af de ting, der er kommet frem, der er foregået, kunne vi aldrig finde på på Ekstra Bladet, siger han og fortsætter:

- Lise har passet sit arbejde rigtig godt, og jeg har fuld tiltro til hende. Vi har dog valgt, da denne ikke er en underholdningssag, men en krimisag, at lade vores kriminalredaktion tage sig af sagen. Og så har vi sagt, at de to medarbejdere, der er hos os, som tidligere har været på Se og Hør i den pågældende periode, ikke deltager i arbejdet med historierne.

OPDATERING: Onsdag eftermiddag valgte chefredaktør Poul Madsen, at sende redaktionschef på tvungen ferie. Læs historien her.