30-årige Emil Johannesson, der til daglig reparerer vindmøller, er en meget sulten mand. Det har bragt ham til flere forskellige konkurrencer, hvor hans store appetit har sikret ham både præmier, penge og virkelig mange kalorier.

BT fylder 100 år. Derfor tester vi, hvad danskerne kan på 100 sekunder. Hvor mange hotdogs kan madchampen Emil Johannesson spise på 100 sekunder? Få svaret i videoen.

Du kender det måske fra dig selv. Nogle gange kommer du til at spise så meget, at du er nødt til at læne dig tilbage i stolen og åbne bukseknappen. Lidt madsved breder sig over læben, og du tænker, at næste gang skal du stoppe madorgiet lidt før. Sådan er det ikke for Emil Johannesson fra Odense. Faktisk er det lige omvendt. Han spiser nemlig mad på tid.

Selvom odenseaneren er en velvoksen kleppert og skyder godt i vejret, var det alligevel en tilfældighed, der i 2015 startede hans madeventyr.

»Jeg skulle til Odense Tarteletfestival. Jeg er jo lidt en drengerøv og så, at jeg kunne være med til DM i tarteletspisning, så jeg tilmeldte mig i en koger. Og vandt.«

Her fik han kastet 11,5 tarteletter ned på 3 minutter, og slog dermed den tidligere mangedobbelte vinder af pinden. Hans første madsejr var i hus. En titel, han i øvrigt forsvarede og vandt igen i år.

Det skulle dog ikke bare blive ved tarteletterne. Emil Johannesson tilmeldte sig derfor også DM i hotdogspisning. Her skal man kvalificere sig via indledende runder i lokale pølsevogne, hvor man skal spise flest muligt hotdogs på et kvarter. For en sikkerheds skyld – og fordi man også kunne vinde et hotelophold – valgte Johannesson at kvalificere sig to steder.

Med to sikre kvalificeringer i bagagen, pakkede han tasken og tog til Aalborg, hvor DM i hotdogspisning hvert år finder sted. Reglerne er meget simple: Spis flest muligt hotdogs på et kvarter. Alle hotterne er toppet med to valgfri striber, ristede eller rå løg, samt syltede agurker, hvis man er til den slags.

Emil Johannesson spiste sig igen til en podieplacering. I Aalborg nåede han nemlig at spise 28 hotdogs på 15 minutter.

»Det gik pisse godt, og der vandt jeg 2. pladsen og fik 10.000 kroner.«

Som i enhver anden sportsgren er det også vigtigt at have en taktik under konkurrencen. Den unge mand med den glubende appetit har dog en mere simpel en af slagsen.

»Jeg kobler bare hovedet fra og spiser hurtigt. Jeg kaster aldrig op – det bliver dernede. Men det er fandeme svært at drikke bajere, når man har spist 28 hotdogs,« forklarer han, men påpeger også, at han ikke tager det så seriøst som andre gør.

Selvom vindmøllereparatøren kan kaste umanerligt mange kalorier indenbords, sørger han også for at holde kroppen i form. Senest er han begyndt at træne op til et halvmaraton.

»Det skal også være, hvad kadaveret kan holde til. Jeg vil ikke ligne en trucker, men der er bare sjældent konkurrence i at spise noget sundt,« fortæller han.

Vil du følge med i Emil Johannessons madeventyr på Facebook? Så kan du gøre det lige her.