Børnene fik rent undertøj på en gang om ugen. Når ugens store skiftedag oprandt på børnehjemmet, blev drengene stillet op på række. En efter en skulle de vise indersiden af underbukserne frem til den inspicerende lærer.
Det gjaldt om at have nogenlunde hvide, kun diskret tilsmudsede underbukser at vise frem. Om at have brugt de to stykker sandpapirsru lokumspapir, man fik udleveret ved toiletbesøg, med omhu. For de drenge, der havde været uheldige og måtte fremvise underbukser med bremsespor til læreren, vidste godt, hvad der vankede:
Hån, spot, latterliggørelse. Og spanskrøret, altid spanskrøret.
»Det blev flittigt brugt, det spanskrør,« siger Poul Hansen. Hans stemme krymper sig. Man kan næsten høre den lille drengs frygt for det svirpende afstraffelsesredskab i den 75-årige mand, mens han flere gange vender tilbage til samme sætning.
»Men man fik klø for alt. Også for ting, man ikke kunne gøre for. Vi kom på toilet bag en aflåst dør én gang dagligt. De drenge, der ikke kunne skide på kommando, om jeg så må sige, måtte snige sig ud og gøre det i en busk senere. Hvis det blev opdaget, var der spanskrør med det samme,« siger Poul Hansen.
Poul Hansen og hans tvillingebror var otte år, da de blev fjernet fra deres mor og den toværelses lejlighed i Pisserenden i København. De var syv børn, ludfattige, indimellem beskidte og sultne. Og Poul og hans tvilling var i tilgift »horeunger« – resultatet af en udenomsægteskabelig affære mellem hans mor og en mand, Poul aldrig har mødt.
En dag i 1947 – han mener at huske, at det var forår – blev han og hans bror sat af på Ærø Iagttagelseshjem. Moren så han først igen seks år senere, og den dag i dag aner Poul Hansen ikke, hvorfor han blev fjernet hjemmefra.
Bare fødder i træsko
Som Berlingske skrev søndag, mener eksperter, at Danmarks børnehjemsfortid bør underkastes en nærmere granskning.
Foreningen »Godhavnsdrengene« kæmper på tiende år – foreløbig uden held – for at få staten til at undskylde de overgreb, de var udsat for på drengehjemmet Godhavn i Tisvilde fra 1950erne og frem. Overgreb, der er solidt dokumenteret i »Godhavnsrapporten« fra 2011. Men alt tyder på, at vanrøgt, overgreb og psykisk terror var hverdag på en lang række andre børnehjem – og de bør derfor undersøges, præcis som det skete med Godhavn. Kortlægningen skal dels ske af hensyn til de nu voksne børnehjemsbørn, dels for at lære af fortiden, siger historiker Maria Rytter, forfatter til Godhavnsrapporten:
»Da Godhavnsrapporten kom, forventede jeg, at der ville rejse sig et krav om en landsdækkende undersøgelse. Det er sket i de andre nordiske lande. Vi ved, at der er en meget stor uafdækket historie, for vi har på Svendborg Museum samlet mange hundrede interviews med mennesker, som fortæller enslydende historier om vanrøgt, og som i dag lider under at have gået alene med den viden. De burde have været i de bedste hænder, og det var de ikke,« siger hun.
Poul Hansens personlige beretning fra Ærø understøttes af et afsnit i Godhavnsrapporten. Selv om Godhavn i Tisvilde var hovedemnet, inddrog forskerne enkelte andre tidligere børnehjemsbørn. En af disse, en mand født i 1936, boede på Ærø Iagttagelseshjem samtidig med Poul Hansen. Han fortæller:
»På børnehjemmet skulle der ikke meget til, før man blev straffet, og næsten alt kunne opfattes som en uartighed. Straffen var slag med spanskrør.«
TV: Mød børnehjemsdrengene fra Godhavn - hør deres historier:
Én Ærø-dreng fremhæves i rapporten som særligt udsat for de voksnes vrede. Denne dreng tissede i sengen hver nat, og derfor tilbragte han »halve og hele år« i skammekrogen. En morgen blev forstanderparret så arrige over sengevæderiet, fortæller det interviewede børnehjemsbarn i rapporten, at drengen blev nægtet morgenmad og »stillet op uden for på gårdspladsen ved vinduet, så han kunne kigge ind i spisesalen, hvor vi andre sad (og spiste, red.). Jeg kan huske, at han stod der i sine træsko med bare fødder, og det var hundehamrende koldt, sneen føg.«
Ikke noget, man talte højt om
Manu Sareen har i en kortfattet mail til Berlingske meddelt, at han ikke kan sige, om der er behov for flere undersøgelser af Danmarks børnehjemfortid. Det udsagn vælger Enhedslisten at tolke som en åbning for en videre diskussion, siger partiets socialordfører Pernille Skipper:
»Vanrøgten af Godhavnsdrengene er meget klart beskrevet, og det er så berettiget, at de beder om en undskyldning. Men der er ingen tvivl om, at der også er andre, der har været udsat for det samme. Hvis de skal have mulighed for at komme videre, skal den sorte plet frem i lyset. Vi skal for det første erkende og åbent lægge frem, hvad der er sket for disse børn, mens de var i statens varetægt, og det kan kun ske med en undersøgelse. For det andet skal vi have placeret et ansvar og sige undskyld,« siger Pernille Skipper.
Poul Hansen og hans tvillingebror blev efter trekvart år på Ærø sendt videre til Bredballe børnehjem ved Vejle. Her var en forstander, som rent faktisk kærede sig om sine drenge, og der blev ikke slået i et væk. Det var, siger Poul Hansen i dag, »nærmest et paradis« i sammenligning.
Helvedesåret på Ærø har han aldrig talt med nogen om, siger han. Ikke med sin mor, ikke med sin datter. End ikke med sin tvillingebror, der delte oplevelsen:
»Det var en traumatisk tid, som man ikke har lyst til at rippe op i. Dengang var børnehjem noget, hvor »afskummet«, fattige horeunger som os, opholdt sig. Så det var ikke noget, man talte højt om. Vi har vel forsøgt at lægge det bag os. Men nu synes jeg, det skal frem, hvad der foregik, og ikke kun på Godhavn. Man bankede altså børn.«
