Danmark er blevet en nation af hensynsløse egoister, der føler det ganske naturligt at smide affald fra sig midt på gaden. En adfærd, der først og fremmest er grundlagt i fejlslagen opdragelse, mener eksperter.

I København er mængden af ’henkastet skrald’ vokset, mens Aarhus bruger flere penge på at rydde op efter byens borgere end nogensinde før.

- Jeg tror egentlig ikke, at det er forbundet med dansk kultur at svine. Det er bare udtryk for almindelig laissez faire – ‘jeg er ligeglad, for de andre er jo også ligeglade’, siger Ulla Gjedde Palmgren, ekstern lektor på Københavns Universitet og medforfatter til ‘Håndbog i høflighed’.

En anden årsag kan være, at danskerne helt har glemt, hvad gode manerer er. Det mener Henrik Jensen, der er lektor i historie på Roskilde Universitet og forfatter til bogen ‘Det ordentlige menneske’.

- Der er to mulige forklaringer. Den ene er, at vi har mistet vores viden om, hvordan man bør opføre sig. Den anden er, at vi godt ved, at det er forkert, men at vi er ligeglade, siger han.

- I den første situation er der et eller andet håb om, at man kan appellere til folk. I den anden skal man i nogen grad begynde forfra, fordi folk simpelthen ikke forstår, at det er problematisk.

Opdraget til egoisme
Ulla Gjedde Palmgren mener, at danskernes ansvarsløse indstilling til orden i det offentlige rum opstod efter ungdomsoprøret i 1968. Man gjorde op med det borgerlige og stive og så sig selv som tilbagelænet og fri for et bestemt moral- og høflighedskodeks.

- Det er så med årene kammet over i en ret uhæmmet individualisme – vi kan også kalde det egoisme, hvor man er ligeglad med andres behov, siger hun.

Henrik Jensen mener også, at den dovne og hensynsløse dansker er et resultat af generationen fra ’68.

- Velopdragenhed blev noget, der ikke var så attraktivt. Det vigtige var, at man gjorde, hvad man havde lyst til, og ingen skulle blande sig, siger historikeren.

Og den indstilling har de næste generationer fået ind med modermælken.

- I dag ser vi det i måden forældre opdrager på. De går nærmest bag deres børn og samler deres rod op i stedet for at lære dem, at det er deres eget ansvar, siger Henrik Jensen.

- Det vigtige er ikke længere, at børnene er ordentlige og velopdragne. Det vigtige er, at de er lykkelige og kommer frem i verden. Og så gør det ikke noget, at de er hensynsløse og selvoptagede, for det er bare et udtryk for, at de vil noget med deres liv, mener han.

- Det har helt klart sat sig på opdragelsen, siger Ulla Gjedde Palmgren enigt.

- Mange forældre fortæller i mindre grad deres børn, at de skal tænke på andre.

Den sidste idiot
Høflighedseksperterne peger også på den forholdsvis nye ’to go-kultur’ som forklaring på, hvorfor gader og stræder flyder med skrald.

- Vi lever mere udendørs. Vi er altid på vej et sted hen og spiser oftere ude, siger Ulla Gjedde Palmgren.

Og stadig flere danskere ser altså ikke fornuften i at kaste deres affald i en skraldespand. For hvem gider at sigte efter den grønne beholder – beregnet til formålet – når mængden af skrald på fortovet er større? Frygten for at ende som ’den sidste idiot’ får ellers pligtskyldige danskere til at følge svinestien i stedet.

- Det svarer fuldstændig til vores adfærd i trafikken. Folk føler, der bliver stemplet ’klovn’ i panden på dem, hvis de overholder færdselsreglerne, mens alle andre kører som sindssyge, siger Henrik Jensen.

Synes du også, at danskerne sviner som aldrig før. Deltag i debatten på vores Facebook-side. Du skal like for at kunne skrive en kommentar.