Den danske forsøgsraket Tycho Deep Space blev affyret søndag kl. 9.09 ved Bornholm, men havde problemer med motorerne. Det endte med en beskadiget kapsel.

Raketbyggerne, Kristian von Bengtson og Peter Madsen fra Copenhagen Suborbitals, fik her til morgen affyret deres raket Tycho Deep Space fra Nexø på Bornholm, men missionen var ikke en ubetinget succes.

- Da den går op, begynder den at snurre rundt om sig selv. Det går ikke. Man skal beholde retningen, når man flyver med raketter. Man skal accelerere opad og ikke hverken sidelæns eller nedad. Separationen sker sådan set som den skal, men den har slet ikke fået højde nok, siger René Fléron, civilingeniør ved DTU, til TV 2 News.

Problemer med raketmotorer

Ifølge Flemming Hansen, konsulent i Radiolab, skyldtes rakettens flyveretning, at der har været problemer med raketmotorerne.

- Raketten har fire dysser, og hvis ikke de er fuldstændig ens, og den ene er lidt kraftigere end de andre, så vil den begynde at tilte. Der er noget med de fire raketmotorer, som ikke er godt nok. Faldskærmen folder sig ud. Højden var ikke stor nok, den når ikke at folde sig ud, og den rammer vandet meget hårdt. Det ville en astronaut have det rigtig skidt med, siger Flemming Hansen, konsulent i Radiolab, til TV 2 News.

Kapslen beskadiget

I en pressemeddelelse fra det bornholmske hjemmeværn lyder det desuden, at rakettens nedslag i vandet skete med så stor kraft, at kapslen blev beskadiget. Der skal nærmere undersøgelser til, før man kan konstatere omfanget af skaderne.

Tycho Deep Space er Copenhagen Suborbitals tredje raket, og den blev affyret ud for Nexø ved Bornholm. Raketten skulle oprindeligt have været affyret lørdag, men opsendelsen blev udsat på grund af høje bølger, skriver bt.dk.

Ifølge politiken.dk har affyringen søndag været forbundet med visse problemer med dataforbindelsen mellem rumkapslen og den følgebåd, der skal indsamle data under forsøget.

- Der opleves forstyrrelser, der ligner mobiltelefoner eller støj fra TV2's udstyr, der ligger lige ved siden af antennen. Elektronikfolkene er tydeligt irriterede over, at der er så meget udstyr lige ved siden af antennen, lød det på Ingeniørens liveblog.