Mens beboere på Christianshavn skal betale gennemsnitlige kradratmeterpriser på 31.000 kr., lægger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) op til at sælge de statslige bygninger på Christiania for 3.500 kr. pr. kvadratmeter.
Det får nu vennerne i den borgerlige lejr til at beskylde ham for at være for gavmild. Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, som er medlem af Folketingets følgegruppe for Christiania, vil bede om en forklaring.
- Udgangspunktet må være markedsprisen. Jeg er ikke overbevist om, at det er den rigtige pris og undrer mig over kvadratmeterprisen. Christiania betragtes af ejendomsmæglere som et attraktivt område, siger Peter Skaarup.
I et brev til christianitterne oplyste finansministeren 3. marts, at staten højst vil tage 3.500 kr. pr. kvadratmeter ved salg af de statslige bygninger, f.eks. kasernebygningerne.
Christianitterne får forkøbsret
De christianitter, der i dag bor i bygningerne, vil have forkøbsret og vil kunne oprette en andelsboligforening og blive andelshavere.
De vil skulle betale for istandsættelse, og der indføres en såkaldt gevinstklausul, så eventuelle gevinster ved et videresalg tilfalder staten.
Der åbnes for, at staten 'i særlige tilfælde' vil kunne stille garanti for realkreditbelåning.
Selv uden muligheden for gevinst ved et videresalg betragter ejendomsmægler Michael Hammerbak fra Home på Christianshavn det som 'en gave' til christianitterne – også selv om det mere minder om køb af en lejeret.
- Du ville aldrig nogensinde kunne komme i nærheden af at få en lejlighed i den prisklasse på Christianshavn. Alene ud fra at de har en gennemsnitlig pris på 31.000 kr. pr. kvadratmeter. Det økonomiske misforhold er enormt, siger han.
Konservativ uenighed
I Folketinget mener den konservative Christiania-ordfører Mike Legarth, at prisen er i orden. Partifællen i Københavns Borgerrepræsentation, Jakob Næsager, ser tilbuddet som en foræring til de kriminelle rockermiljøer, som finansministeren tidligere på ugen advarede imod.
- Det er en ommer, og det hjælper ikke, at han forærer boligerne til rockere og lader som om, det er et rosenrødt blomsterfællesskab, siger Jakob Næsager.
Ifølge sekretariatschef Kristian Lyk-Jensen fra Slots- og Ejendomsstyrelsen giver det ikke mening at sammenligne markedsprisen for ejerboliger på Christianshavn med Christiania.
Dels fordi Folketinget har besluttet, at området skal bevares og de nuværende beboere blive boende. Dels fordi boligerne er i håbløs stand.