Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, svarer nu på en række spørgsmål efter Aller Media har offentliggjort konklusionerne i den undersøgelse, som bladgiganten igangsatte, da kreditkortovervågnings-skandalen blev afsløret i slutningen af april.

Tre medarbejdere er blevet afskediget, men flere mail dokumenterer, at yderligere 10 redaktionelle medarbejdere har modtaget mail med opfordringer til at levere input til navne som man ønskede kreditkortoplysninger på? Hvorfor er de ikke fyret?

- Har de læst mailen? Ved man det med sikkerhed? Det snit, Allers administrerende direktør har lagt, er, at fyring ikke er en sanktion, der skal bruges overfor folk, der nok har modtaget en mail, men måske ikke har haft forudsætninger for at vide, hvad det faktisk handler om.

Hvis de har svaret på en mail…?

- Selv ikke hvis de har svaret. Det er ikke nok til at gennemføre en afskedigelse. Den administrerende direktør har ment, at medarbejdere skal have en konkret, specifik viden om ulovlighederne i det, der er foregået, og dertil have medvirket aktivt. Der er altså forskel på at være mastermind på det her og så måske fået - og svaret - på en mail. Vi to ved godt, at der i strid med loven bliver solgt hash i Pusherstreet, men vi bliver ikke straffet for at vide det. Vi skal medvirke aktivt. Og så må vi ikke glemme, at tre medarbejdere har fået en advarsel, hvilket også er en alvorlig sanktion.

Hvis man som medarbejder leverer navne som svar på en mail, hvor man bliver bedt om at levere input til en ‘kreditkortkilde’, der kan skaffe ‘kreditkortoplysninger’, har man så ikke en ‘specifik, konkret viden om ulovligheder’?

- Jeg ved det ikke. Det er direktør Pål Thore Krosby, der har besluttet, hvad der er tilstrækkeligt til at gennemføre en afskedigelse.

Advokat Stagetorn kritiserer Se og Hør for ulovligt under din ledelse at have søgt rejseoplysninger om kendte personer ved anvendelse af en ‘lufthavnskilde’ - en kilde i SAS.

- Jeg har arbejdet med kilder på Se og Hør på præcis samme måde som jeg har arbejdet i mine 15 år som journalist. Der er ingen forskel. Advokaten kalder brugen af en lufthavnskilde for ‘ulovlig’ - men der er forskellige grader af ulovlighed. Det er ulovligt at køre uden lys på cyklen. Og det er ulovligt at slå nogen ihjel. Men der er forskel.

- Jeg hørte en anekdote om, at Se og Hør engang inviterede en jurist på besøg, der gennemgik nogle blade eller sager, og sagde, at ´den historie var ulovlig og dén var ulovlig og den var ulovlig’, alt var ulovligt, hvis man læste det bogstaveligt, men heldigvis er der ikke praksis for at straffe journalister for den slags. Jeg har endnu til gode at se en dom for brug af en ulovlig kilde. Og blandt journalister er der også for tiden en debat om, hvorvidt det, at man opfordrer en kilde til at udlevere information, er ‘ulovligt’ eller bare journalistisk metode.

Vil du bruge en sådan lufthavskilde - og andre lignende kilder - igen?

- Det kan jeg ikke svare på. Det skal jeg drøfte med direktion og medarbejdere.

Kan man overhovedet udgive avis eller blad uden at bruge den slags kilder?

- Det kan man sagtens. Idényt udkommer uden den slags kilder. Det vil være svært at udgive medier i Danmark uden den slags kilder. Og så glæder jeg mig i øvrigt over, at advokat Stagetorn, efter at have gennemgået millioner af mails og telefonlogs, ikke fandt andre forhold, der var problematiske - ud over, selvfølgelig, det meget alvorlige med kreditkortkilden.

Vil Se og Hør fremover anvende paparazzi-metoder?

- Det kan jeg ikke svare på. Ikke hvis det er ulovligt.

I torsdagens blad bragte I billeder af prins Joachim og prinsesse Marie på en strand…

- Det er helt indenfor skiven. At tage billede af mennesker på en offentlig strand. Det svarer til at fotografere på Strøget.

Vil I ligge på lur foran et hus for at få et billede af en bestemt person?

- Det ved jeg ikke, det kommer an på, hvad historien er. Hvis det er en historie, der har konsekvenser for samfundet…

Den slags historier har Se og Hør ikke mange af…

- Det kan vi nu godt lave.

Har Se og Hør en fremtid?

- Absolut. Det er der mange læsere, der synes. Det skal igen blive sjovt at læse Se og Hør, og jeg har tiltro til, at den undersøgelse, der er lavet, er så grundig, at vi kan sige, at der ikke kommer meget mere frem. Jeg håber, det her kan blive et boost - nu skal vi se fremad, diskutere, hvordan bladet skal laves, og så bare lave et godt ugeblad, som folk er glade for at læse.